Debat

Kan man så tale om evaluering

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har netop læst evalueringen af Rødovre Kommunes ændrede skolestart 'Men det skal ikke være, som det var før!', og jeg må konstatere, at overskriften tydeligvis refererer til tilfredsheden i skoleledergruppen. Et tilbagevendende tema i opsamlingen er nemlig, at de er de mest begejstrede for projektet, der beskrives som top-down-styret.

Forfatterne skriver som en delopsamling, at 'det er påfaldende, at man i den formelle evaluering af børnenes kompetencer kun måler de faglige færdigheder ved diagnostiske test og ikke har redskaber til at måle det, der er forsøgets udtrykte formål, nemlig at opprioritere den ikke-faglige del af undervisningen. Der har været en markant mangel på fælles overordnede evalueringsredskaber til at måle de kreative og sociale færdigheder og kompetencer hos børn. De professionelle har således haft svært ved at vurdere, om der har fundet en udvikling sted'. Citat side 13 i bogen! Kan man så tale om evaluering?

Samarbejdet mellem faggrupperne har været præget af, at pædagogerne har haft svært ved at finde deres faglighed i skolen, og at der har været stor udskiftning i pædagoggruppen, hvilket har føltes som en hæmsko for den fælles refleksion. Det har desuden været en barriere for samarbejdet, at teamene har haft for lidt tid til at diskutere læringsbegrebet. Hvor er så det nye i samtænkningen?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Skole-hjem-samarbejdet, som var et af fokuspunkterne, er ikke blevet ændret nævneværdigt. Årsagen angives at være for lidt tid til denne vigtige funktion. Hvori består det nye positive så?

Overgangen fra børnehaveklasse til første klasse angives at være blevet mere flydende, efter at børnehaveklasseledere og førsteklasselærere og skolepædagoger er begyndt at deltage i hinandens 'rum' og dermed at overlappe i systemerne. Det er et fænomen, som vi andre, der gør det samme, godt kan skrive under på er en succes. Vi har blot ikke 'Ændret skolestart', men følger de gældende rammer.

I grunden ser der ikke ud til at være de store åbenbaringer at hente udi pædagogikken. Intetsteds i bogen kan jeg finde udførlige indholdsbeskrivelser af arbejdet. Det anser jeg for at være en klar mangel. Forskellen ligger altså mest på det organisatoriske område. Her er alle parter ikke enige om værdien i forandringerne. Gavner det børnene, at man har afskaffet den gennemgående klasselærerfigur og ekspert på området - børnehaveklasselederen - og i stedet anbragt flere forskellige voksne i børnehaveklassen?

Jeg må spørge mig selv, hvorfor man har fokuseret så meget på struktur og så lidt på indhold?

Lise Buhr

formand for Børnehaveklasseforeningen