Debat

Så gør det jo ikke så meget

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nej, for andre landes gode undervisningsresultater er opnået på ruinerne af ulykkelige børn, der er dumpet den ene gang efter den anden, før de kunne bidrage til de fine resultater. Og sådan noget gør vi ikke og vil aldrig gøre her i Danmark. I hvert fald ikke for at højne vort uddannelsesniveau. Vi finder på andre menneskekærlige grunde. Og så holder vi vor grumsethed lidt i det skjulte sådan nede på børnehaveklasseniveau. Og typisk dansk vælger vi nu at hvile os bekvemt på den kendsgerning, at andre landes gode resultater er opnået på bekostning af kvaste børneskæbner. Jo, for vore børn er jo glade for at gå i skole, og alle andre europæiske børn går i skole med tårer i øjnene. I Folkeskolennummer 4 udtaler Jan Mejding, Danmarks Pædagogiske Universitet, at unge danskere er topmotiverede og glade for at gå i skole. Og at det er et godt fundament, når man gør en ekstra indsats for at hæve niveauet hos de ældste elever. Men problemet er, at vi bare intet gør for at hæve niveauet. For det viser Pisa-undersøgelsen, at vi ikke gør. Vi er enige om, at vi ikke vil bruge snavsede metoder. Men vi er også enige om, at alle probate metoder a priori er snavsede. Noget så ædelt som at undervise alle børn i overensstemmelse med deres evner i en delt skole, der netop er indrettet til noget så ædelt, gøres straks til en omgang snavset børnesortering, elitestræb, fagjageri. Så alt det konkrete, man kan finde på for at højne uddannelsesniveauet, lader vi udlandet om. Vi nøjes med at tale om højnelsen, ønske den inderligt og så glæde os over, hvor glade vores børn er. Og så får vi fred i sindet ved at lade det blive ved det. For det er vores helt egen lykkelige drøm. Og den vil vi ikke vækkes af.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler