Elizabeth Dreier er bedrøvet. Og vred. Tre dage efter det mest voldsomme angreb på Amerika i nyere tid har hun tilladt sine egne følelser at komme til. De sidste 50 timer har næsten hele hendes energi og personlige tanker været afledt af arbejdet som skoleleder på Murray Avenue School i Mamaroneck-distriktet 20 minutter nord for Manhattan. Skolen har elever fra 1. til 5. klasse. Kræfterne har indtil nu været brugt på at få alt til at køre nogenlunde rutinemæssigt og få børnene til at føle sig nogenlunde trygge, selv om alles hverdag er rystet i grundvolden af de voldsomme angreb på World Trade Center og Pentagon. Og selv om en meget stor del af netop dette skoledistrikts forældre arbejder på Manhattan.

'Min egen reaktion på angrebet - og jeg tror, den ligner de andre læreres - var: Vi har børn her. Det er vores job og vores natur at tage os af dem. Så det stiller både krav til dig og hjælper dig med at klare dine egne følelser', siger Elizabeth Dreier.

'Men i morges følte jeg mig langt, langt værre tilpas, end jeg har gjort de to foregående dage. Jeg følte mig meget bedrøvet og meget vred'.

Den 11. september 2001

Tirsdag den 11. september klokken 8.55 var det ikke kun selve symbolerne på amerikansk kapital og militær, der blev gennemhullede. Det blev også amerikanernes tiltro til, at de var nogenlunde sikre på deres egen jord. Derfor gik der nogen tid, før mange erkendte, hvor grundlæggende ødelæggelserne i det finansielle distrikt på nedre Manhattan er. Og ikke mindst hvilke konsekvenser det kunne få i menneskeliv.

Men allerede kort efter klokken 9 begyndte telefonerne på de fire grundskoler og mellemskolen i Mamaronecks skoledistrikt at ringe. Først med meldinger om, hvad der var sket. Siden med meldinger fra forældre på Manhattan om, at de var i sikkerhed. Nu meldte tirsdagens store spørgsmål i skolerne sig så: Skal vi sige noget til børnene? Og i givet fald hvad?

Joen Rosen, som er pressechef i skoledistriktets kontor, fortæller, at rådet til skolerne i første omgang var: Lad være at fortælle noget til grundskoleeleverne, informer mellemskoleeleverne lidt mere, og lad de store børn på high school få adgang til tv.

Med andre ord: Skolerne skulle forsøge at køre 'business as usual' og holde den normale åbningstid, men med en gradvis information til eleverne.

Skoleleder Elizabeth Dreier fortæller:

'Jeg blev ringet op af formanden for lærer- og forældresamarbejdet, som fortalte, at de to tvillingetårne i World Trade Centret havde været udsat for et terrorangreb, og at situationen var meget alvorlig. Og da jeg lidt senere hørte, at transportsystemet var brudt sammen, så man ikke kunne komme til og fra Manhattan, vidste jeg, at vi blev nødt til hurtigt at finde ud af, hvad vi skulle gøre. Vi besluttede, at eleverne ikke skulle have noget at vide. Men vi skulle også finde ud af, om nogle børn kunne risikere at komme hjem til et tomt hus'.

Derfor gik forældrene i gang med at samle lister med forældrenes telefonnumre samt kontaktpersoner. Og samtidig gik Elizabeth Dreier sammen med viceinspektøren, skolepsykologen og nogle lærere rundt til hver enkelt lærer - rum for rum - for at informere dem 'i stilhed', som Dreier siger.

Men den lave profil holdt ikke. Bandt andet mødte nogle af de ældre elever senere og havde hørt, hvad der var sket. Så ret hurtigt blev skolelederen nødt til at indkalde de to ældste klasser - 4. og 5. - til møde. Også lærerne blev indkaldt til et samlet frokostmøde med skolepsykologen, som fortalte dem, hvad de skulle sige, hvordan og hvor meget. Beskeden lød i grove træk: Fortæl den mest enkle udgave af sandheden.

På samme tid af dagen fik eleverne på en anden skole i distriktet - nemlig Hommocks mellemskole med 6.-, 7.- og 8.-klasser - besked over højtaleren: 'Gå til cafeteriet. Vi har nogle meget vigtige informationer til jer'. Og så sad de der. Og undrede sig i begyndelsen over, hvorfor de gjorde. Den lærer, der tog ordet, sagde, at hun ikke kunne gå i detaljer, for hun kendte ikke hele sandheden. Men hun fortalte, at terrorister havde angrebet World Trade Centrets to tvillingetårne med fly.

Hvad er en terrorist

'Vi sad alle sammen med åben mund. Ingen sagde noget. Ingen blinkede. Men så var der nogle, der begyndte at græde. Og så begyndte nogle andre at spørge, hvilke bygninger det var gået ud over, og hvilke dele af bygningerne der var blevet ramt', fortæller tiårige Kim DeAngelo, som på det tidspunkt heldigvis ikke vidste, at hendes og tvillingesøsteren Alex' far for nylig havde flyttet lokaler til World Trade Centeret, men at han netop den dag var på forretningsrejse til San Francisco. Med andre ord vidste ingen af de to, at de kunne have haft anledning til at være bekymrede.

Veninden Brigid Beitel blev forfærdelig bange for, om noget var sket med hendes bedstemor på Manhattan.

'Men jeg vidste ikke helt, hvad en terrorist var. Jeg forestillede mig, at det var én fra sådan en slags mafiabande, der rendte omkring i byen', siger hun.

Da fællesmødet var færdigt, gik børnene til middagspause, men ingen kunne spise ret meget, og alle følte sig så dårligt tilpas, fortæller de.

'Der var tonsvis af børn på biblioteket, der forsøgte at få en aftale med en vejleder. Og de var alle urolige', fortæller Kim DeAngelo.

Eleverne oplevede nu også, at nogle forældre hentede deres børn midt i skoletiden, hvorefter de grædende forlod skolen for sammen at vente på en melding om et familiemedlem. Andre forældre kom til skolen for at fortælle, at de var i sikkerhed,eller blot for at give et kram til deres barn.

'Jeg synes, at skolen gav så god en orientering som muligt. Men på en måde føltes det alligevel ikke helt fair. Da vi gik fra mødet, vidste jeg ikke så meget, som jeg ønskede at vide. Jeg kunne næsten ikke vente med at komme hjem og se tv', siger Alex DeAngelo. Og det så hun og Kim så i fællesskab med moderen. En uendelig række af de samme motiver fra forskellige vinkler:

'At se, at flyet faktisk brasede ind i tårnet, virkede som en dårlig film, fordi det var så uvirkeligt'.

Svar til alle børn

Tilbage på Murray School forløb informationen af børnene stille og roligt. Mange af dem havde en del spørgsmål, og heldigvis kunne skoleleder Elizabeth Dreier og hendes kolleger besvare de fleste:

'Hvis Johnny sagde, at han var bange, fordi hans far arbejdede i World Trade Center, kunne vi berolige ham med, at hans far efter vores liste var sikker, fordi han havde ringet til skolen. Hvis Rose var bange for, at noget var sket med hendes mor, der arbejdede i 42. gade, kunne vi fortælle, at der intet var sket i det område. Der var mange angste og grædende børn, og på mødet gjorde vi meget ud af at fortælle dem, at Larchmont, hvor de bor, er et meget, meget sikkert område. At der intet er her, som er interessant for terrorister at angribe. Og på den måde fik vi lidt efter lidt beroliget de fleste børn. Der var en fem-seks børn, hvor vi ikke vidste noget om forældrene. Dem samlede vi i biblioteket og ringede endnu en gang til forældre og kontaktpersoner, og klokken 15.30 var alle børn hentet'.

Også lærerne var personligt berørte. Nogle af dem bor på Manhattan, andre har familiemedlemmer, der arbejder der, men selv om det først og fremmest var børnenes tarv, det gjaldt, så lykkedes det også de fleste lærere at komme i kontakt med deres egen familie i løbet af dagen. For de lærere i Mamaroneck-området, der ikke kunne komme hjem, tilbød en lærer en kollegial 'sleep over', og fra alle sider strømmede det ind med tilbud om frisk mad, rent tøj og en overnatning fra forældre, fortæller Elizabeth Dreier, der selv er én af dem, der bor på Manhattan og måtte overnatte hos en ven i Mamaroneck-området.

'Jeg ringede mange gange til min mand, som også havde været i kontakt med børnene, for selvfølgelig havde også jeg behov for at være tæt sammen med min familie og få vished for, at der intet var sket med dem', siger hun.

Amy Rosen er musiklærer på både Murray School og Chatsworth School i området. Hun var en af de lærere, der fulgte med rundt til de enkelte lærere for at informere om de tragiske begivenheder, og hun er selv så heldig at bo i lokalområdet og at have sin egen søn på Murray. Også hun måtte dog have vished for, at han havde det godt. Hun forsøgte at være så meget som muligt sammen med sine kolleger i løbet af dagen.

Vi delte følelser med hinanden

'Dels har du brug for at få de samme informationer. Læg dertil behovet for at dele dine følelser med de andre. Det sidste var godt', siger hun og udtrykker i det hele taget meget stor tilfredshed med den måde, som skolelederen tacklede situationen på: lærerne blev løbende informeret og fik hele dagen tilbud om støtte af skolens psykolog, og børnene fik en nogenlunde rolig og værdig afvikling af dagen.

Mens skolerne i New York City og andre skoleområder holdt lukket på dag to, var både skoledistriktet og skolerne i Mamaroneck enige om at åbne. Joen Rosen fra distriktets kontor siger om denne beslutning:

'Vi tror, at børnene har bedst af, at tingene fortsætter som sædvanligt. Og mennesker skal være sammen i sådan en situation. De skal ikke sidde hjemme hos sig selv og se tv. En lærer har sagt til mig, at det var dejligt at udføre sit normale arbejde. Der er alligevel intet, du kan gøre, og det flytter tankerne væk fra dig selv. Hvilket ikke er det samme som at sige, at der intet er sket'.

Skolepsykologerne på alle distriktets skoler mødes med lærerne fra morgenstunden for at ruste dem bedst muligt til at tale med børnene og for at give dem gode råd om, hvad de skal være opmærksomme på i forhold til børnene.

'Vi lagde stor vægt på at understrege, at ingen ville sætte spørgsmålstegn ved, at nogle af børnene eller lærerne blev væk fra deres skole. Det kunne der være personlige grunde til', siger Joen Rosen, der ikke i skrivende stund har overblik over, hvor mange der rent faktisk blev væk.

Kim, Alex, Brigid og Nanna fra Hommocks mellemskole var glade for, at skolen holdt åben allerede dagen efter. Følelserne fik lov at få frit løb. Eleverne byggede et World Trade Center i karton. De skrev digte og stile, og i små grupper var de til møde med skolepsykologen, hvor det var mere end tilladt at græde og sørge. Det gjorde de alle fire. Meget. Det var så sørgeligt - de vidste nu med næsten 100 procents sikkerhed, at to af deres klassekammeraters fædre var døde, fortæller de.

Det var også så uforståeligt, at nogle kunne hade amerikanerne så meget, at de ligefrem festede over døde ofre for angrebet. Billederne af jublende palæstinensiske børn med flag i hænderne på tv gjorde dybt, dybt indtryk på dem.

'Det ville jeg simpelthen føle mig for god til. Tænk sig at glæde sig over, at nogen er dræbt i et andet land', siger Alex DeAngelo.

Nanna undrer sig over, at nogen har kunnet planlægge et sådant angreb mod så mange amerikanere i over et år uden at fortryde undervejs eller give bare et lille varsel.

'Det er sygt', siger hun.

'Ja, sygt, sygt - sygt', understreger Brigid, 'og vi kan jo ikke bare sige: 'Nå, I bombede os. Jamen, okay, det glemmer vi så, og lad os så give hinanden hånden''.

Joen Rosen fra skoledistriktets kontor er opmærksom på de voldsomme følelser, der enten er til stede eller kan komme blandt børnene. Blandt andet ønsket om hævn:

'Vi har bedt hver enkelt skoleleder om at understrege, at vi ikke anklager nogen endnu. At vi ikke helt ved, hvem der har gjort det. Vi ønsker hverken, at nogle børn føler, at deres gruppe har været angrebsmål for et terroristangreb, eller at nogle føler, at de bliver anklaget som etnisk eller religiøs gruppe for det her. Vi har bedt skolelederne være meget følsomme over for alle befolkningsgrupper, så ingen føler sig i fare', siger hun.

Jeg er mere sikker nu

Lidt ironisk er situationen dog den, at mange amerikanere rent faktisk føler sig i fare. At de tror, at de tragiske begivenheder på Manhattan overhovedet 'ikke er enden på noget, men derimod bare begyndelsen', som Elizabeth Dreier formulerer det. Og eleven Kim DeAngelo fra Hommock fortæller, at hun i hvert fald ikke kunne sove natten efter angrebet: 'Og da jeg endelig faldt i søvn, fik jeg mareridt', siger hun. Og stivner sammen med de andre børn et øjeblik, da en helikopter flyver lavt hen over det område, hvor vi sidder og taler. De ånder lettet op, da det endnu en gang viser sig at være en militær helikopter:

'Alligevel føler jeg mig også mere sikker nu, fordi jeg ved, at alle er i alarmberedskab, og at sikkerheden bliver øget alle steder her i USA. Min mor siger, at det aldrig har været så sikkert som nu at flyve. Og Bush har også sagt, at terroristerne forsøger at skræmme os, men at vi er stærke', fortsætter Kim.

Brigid får de andre piger til at sukke henført over sin formulering, da hun udtrykker sig på følgende måde:

'Vi har ikke mistet 10.000 mennesker. Vi har fået 10.000 engle mere'.-Dorthe Plechinger er freelancejournalist

De skrev digte og stile, og i små grupper var de til møde med skolepsykologen, hvor det var mere end tilladt at græde og sørge