Foråret danner ramme for den korte periode, hvor langt størstedelen af de stillinger, der ønskes besat i det kommende skoleår, bliver opslået i Folkeskolen. Ganske ulig andre fagområder åbner stillingsmarkedet sig og ekspanderer voldsomt for derefter næsten at lukke sig helt resten af året. Ud på dette marked bevæger sig mere eller mindre erfarne ansøgere, alle med håbet og ønsket om at blive ansat i folkeskolen.

Foråret danner naturligt nok også ramme om de lærerstuderendes afsluttende eksamener. 1. maj er 'store afleveringsdag' for de synopser, redegørelser og rapporter, der skal danne udgangspunkt for den mundtlige eksamen. Vi har skam travlt, men selvfølgelig ligger guleroden forude og venter, og derfor deltager man lystigt i ansøgningskapløbet de første par uger. Man går til ansættelsessamtale med sommerfugle i maven og taler ivrigt med andre studerende om deres oplevelser.

Efterhånden danner der sig et billede. Et billede, som er temmelig foruroligende. Følgende historier er eksempler på dette billede.

A, som er mand og har en attraktiv fagkombination, går til sin første samtale. Inden samtalen får han at vide, at der har været omkring hundrede ansøgere til cirka to stillinger. A skal dagen efter til yderligere to samtaler, hvilket der spørges til i den første ansættelsessamtale. A går fra samtalen med besked om, at der vil blive ringet samme aften, hvis han tilbydes ansættelse. Telefonen ringer ikke! A slutter heraf, at han ikke er kommet i betragtning, men så enkelt er det ikke. Beslutningen har været svær, og en endelig beslutning har først kunnet tages dagen efter (det var der ingen, der ringede og sagde aftenen før). Derefter lægges der pres på A, for at han skal afstå fra at gå til yderligere samtaler, men A har allerede været til samtale nummer to på en skole, der egentlig var hans førsteprioritet. Til samtale nummer to forklarer A sin situation. Skolen nikker forstående og lover at give besked senest to dage efter med en af- eller bekræftelse på en ansættelse eller blot for at sige, at det ikke er muligt at give svar. A hører ingenting fra skole nummer to - heller ikke på den dag, hvor alle er blevet lovet endelig besked, men det er han til gengæld ikke alene om. A tager selvfølgelig stillingen på den første skole. Endnu et eksempel er B, en kvinde, der efter en samtale gøres opmærksom på, at skolen venter svar fra en anden ansøger og derfor først kan give endelig besked et par uger senere.

Ovenstående er ikke enestående eksempler på, at skoler lægger pres på ansøgere, ikke overholder tidsfrister eller simpelthen føler sig i god ret til at gøre opmærksom på, at skolen vakler mellem flere interessante ansøgere til et antal stillinger og derfor udskyder afgørelsen til en ikke nærmere fastsat dato. Mange oplever, at skoler end ikke responderer på deres ansøgning. Ydermere kan man høre hurtigtgående rygter om, at mange skoler kun tager ansøgere, der har besøgt skolen, i betragtning.

Dette leder tilbage til den meget korte skitsering af de studerendes forår. Kan man forvente, at lærerstuderende i den pressede forårstid besøger et større antal skoler for at vise ansigt? Hvis dette er almindelig praksis, er det vel kun rimeligt, at der oplyses herom.

Ovenstående problematik afføder den situation, at mange velkvalificerede, snarlig uddannede lærere ganske enkelt vælger fuldstændigt at hellige sig færdiggørelsen af deres studium og står af det ansøgningsræs, der på ingen måde får én til at føle sig ventet og velkommen i folkeskolen.

Situationen på dette kortlevende, intense stillingsmarked må være lige frustrerende for skoler og studerende. Man kunne foranlediges til at tro, at den praksis, der udfolder sig, er reminiscenser fra en tid, hvor der var alt for mange lærere om budet. Der er ingen tvivl om, at alle skoler er interessede i at ansætte kvalificerede lærere med den rette fagfordeling, hvorfor det naturligvis er i alles interesse, at de studerende søger ledige stillinger. Men der er vel ingen, der er interesserede i, at markedet forvaltes på en så uensartet måde, som det i øjeblikket er tilfældet - og hvis der er, kunne det vel være hensigtsmæssigt at informere de studerende lidt bedre om det kaos, der venter dem.

Lærerstuderende ved N. Zahles Seminarium på fjerde år