Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Skolen som en moderne organisation - for alle

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis skolen skal være eksemplarisk i forhold til kompetenceudviklingen i samfundet, skal den organiseres som en moderne arbejdsplads, hvor både børn og voksne mentalt er indstillet på at være søgende, strukturerende, lærende, samarbejdende.

Med forårets aftaler på skoleområdet har vi bestræbt os på at udarbejde et regelsæt, der forener skolelov, arbejdstid og løn, og som kan leve op til den skoleudvikling, folkeskoleloven i sin yderste udmøntning lægger op til.

Det har samtidig været væsentligt, at aftalerne også kan rumme den mere traditionelle skole, som i sin udvikling har brug for et fleksibelt regelsæt, der ikke sætter barrierer op for fremsynede skoletanker.

Fra lærerside udtrykkes der skepsis og bekymring: 'Det er meget godt med al den pædagogiske snak, men når det kommer til stykket, vil Kommunernes Landsforening kun vride mere undervisning ud af lærerne - vi kender dem!'.

Det med mere undervisning er både rigtigt og forkert.

Det er rigtigt, at kommunerne i de kommende år skal vende hver øre i systemet og være meget bevidste om, at der er sammenhæng mellem mål og pengeanvendelse. Vi vurderer også, at der er et potentiale for at forbedre ressourceudnyttelsen i folkeskolen, som gør det muligt for kommunerne under ét at nedbringe udgiften per elev.

Det er forkert, hvis man enøjet beskylder Kommunernes Landsforening for kvantitativt at tænke i flere undervisningslektioner uden kvalitativt at have indholdsdelen med.

Ingen kommuner, ingen skoler - og heller ingen lærere - kan holde til, at de unge mennesker forlader folkeskolen uden at besidde de kompetencer, der skal til, for at de kan leve et udbytterigt liv med sig selv og hinanden i en turbulent verden. Så enkelt kan det egentlig siges. Og det skal skolen indrette sig på.

Børn bliver kun åbne, udadrettede og informationssøgende, hvis lærerne også er åbne, udadrettede og informationssøgende. Derfor skal der være sammenhæng mellem de kompetencer, lærerne anvender i deres arbejde, og de kompetencer, som de skal understøtte og udvikle hos eleverne.

Af den grund har vi under arbejdet med denne overenskomst talt meget om, hvilke evner og egenskaber de unge har brug for, når de forlader folkeskolen.

Ved siden af de kendte faglige færdigheder handler det først og sidst om at kunne kommunikere med andre mennesker, at fastholde og udvikle relationer, at kunne samarbejde, at kunne løse problemer, se alternativer. At få overblik, se helheder og sammenhænge. Skabe struktur og tænke i systemer. At kunne være et stærkt og frit menneske med personlige holdninger og kvaliteter.

Disse svære opgaver løses ikke i en skole med traditionel organisering: fagopdeling, enelæreren i centrum, skema og klasser. Der behøves en ny organisationsform.

I Kommunernes Landsforening vægter vi samværet mellem børn og voksne meget højt. At udvikle alle elevers kompetencer optimalt er vores største ambition. Derfor har vi indført det udvidede undervisningsbegreb, og derfor har vi indført undervisningstillæg i relation dertil. Vi tror på, at det bedste resultat opnås, når lærerne arbejder sammen i team.

Der skal være sammenhæng mellem mål og pengeanvendelse. Der skal vælges og fravælges, når vi målrettet arbejder os hen mod visionen. Der skal reduceres i de utallige komplekse krav fra omverdenen. Ellers overanstrenges systemet, både skolens og den enkeltes, såvel arbejdsmæssigt som økonomisk. Risikoen er, at der lukkes af for en nødvendig fornyelse.

Derfor opfordrer jeg lærerne til at indgå i en åben og fordomsfri samtale med hinanden og med ledelsen på skolen og i kommunen. Samtalen skal handle om det, vi kan, og det, vi vil. For et eller andet sted der midtimellem har vi mulighed for at skabe den skole, vi ønsker at være fælles om, og som vi alle er forpligtede på.

De centrale parter har leveret rammerne. Det er nu op til et fremsynet lokalt niveau at udfylde dem.

Formand for Kommunernes Landsforening