Debat

Bagsmæk

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I 'Bagsmækken' i Folkeskolen nummer 21 beskrev journalist Frode Muldkjær i 'Tegn og vind - til din lærer' (om en SIS-konkurrence) sin frygt for, at lærerstanden er til salg. Bagsmækken sluttede med, at Frode Muldkjær bad redaktionen om at undersøge, hvor stort præmieræset egentlig er.

I Folkeskolen nummer 23 beder redaktionen om henvendelser fra nogen, der kender noget til sådanne arrangementer. Jeg kan oplyse, at jeg efter 20 år i folkeskolen kan huske at have modtaget følgende præmier/gaver: et styk SID-kuglepen i forbindelse med et undervisningsprojekt om børnearbejde, en T-shirt fra Tobaksskaderådet i forbindelse med Smokefree Class, et styk kuglepen fra lokalt pengeinstitut (økonomispil for 10. klasse), gratis entré til Fårup Sommerland i forbindelse med præmieuddeling (min 8. klasse havde vundet en videokonkurrence) samt senest en pose med otte pyntegræskarfrø fra Naturfredningsforeningen (tak, fordi jeg er kontaktperson).

Jeg skal ikke kunne sige, om præmieræs til lærerstanden i salgsfremmende øjemed vil udvikle sig i større omfang, men jeg ser ikke umiddelbart noget større problem.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

At Frode Muldkjær i sit indlæg retter den moralske pegefinger mod lærerstanden, står ham selvsagt frit for, og det er sikkert velment, men det kunne være interessant at kende Frode Muldkjærs syn på moralen inden for egen profession - nutidens (og fortidens) fristelser for journaliststanden. Journalister, der har to meter bøger stående - alle med stemplet 'hilsen fra Forlaget' - i tilfælde af at en given bog kunne få lidt avisomtale (så biblioteker kunne overbevises til køb), gratis adgang via pressekort til diverse kulturelle arrangementer, sommerlande med mere. Jeg går ud fra, at Frode Muldkjær vil svare mig, at det klarer den enkelte journalist selv at vurdere/sortere ud fra professionelle synspunkter.

Jeg tror, Frode Muldkjær kan regne med, at det kan lærerstanden også!

Henrik Hvirring

Hobro