Pas på ulovlige skolerejser

Tjek altid, om rejseselskabet er medlem af Rejsegarantifonden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Storestølen Fjellstue. Et stærkt alternativ. Dansk ejet! En garanteret succes!' Der var mange lovende ord i den annonce, som lærer Inge Østerbye fandt i Folkeskolen i april sidste år. Så hun og hendes 9. klasse besluttede, at de skulle med selskabet Storestølen nye Fjellstue A/S, og bestilte en rejse til februar i år. Men det fortryder hun i dag, for bag de lovende ord gemmer sig et firma, som ikke er medlem af Rejsegarantifonden, og som derfor sælger ulovlige rejser.

Klassen nåede at indbetale 22.000 kroner, som de selv havde tjent ved at sælge frugt på skolen, inden det gik op for Inge Østerbye, at den rejse, hun havde bestilt, ikke var lovlig.

'Da jeg første gang var i kontakt med ejeren, Jens Reinbach, spurgte jeg, om bureauet var medlem af Rejsegarantifonden. Han sagde, at det behøvede det ikke at være, fordi firmaet var medlem af Norsk Reisegarantifond', fortæller Inge Østerbye.

Men jurist i Rejsegarantifonden i Danmark, Birgitte Fjeldhoff, siger til Folkeskolen, at firmaet skal være medlem af den danske garantiordning.

'Den norske rejsegarantifond dækker ikke, hvis rejsen er købt i Danmark, og prisen dækker hytteleje og transportudgifter - altså det, der kaldes en pakkerejse. Hvis han derimod udelukkende udlejede hytten, og folk selv sørgede for transporten til Norge, ville det være lovligt', siger hun.

Mangelfuld oplysning

Inge Østerbye anede i første omgang ikke uråd om, at der var noget galt med den rejse, hun havde bestilt og betalt 6.900 kroner i depositum for.

'Det var først i december, da vi indbetalte yderligere 15.000 kroner til firmaet, at jeg fattede mistanke. Da jeg spurgte Jens Reinbach, hvornår han skulle have de sidste 9.000 kroner, sagde han, at jeg bare kunne tage dem med op til hytten. Men han kunne ikke svare på, hvem jeg skulle give dem til deroppe, eller om det skulle være danske eller norske kroner', fortæller Inge Østerbye.

'Jeg kontaktede ham desuden flere gange for at få at vide, hvilket busselskab vi skulle køre med, om der ville være andre end os med bussen og om ankomst- og afgangstider. Men det vidste han ikke noget om, og to uger inden vi skulle rejse, kunne han stadig ikke give mig svar på de simple spørgsmål'.

Inge Østerbye kontaktede Rejsegarantifonden, som fortalte, at den rejse, hun havde bestilt, var ulovlig.

'Det var hæsligt. Eleverne vidste ingenting om det. De kom med nyt skitøj og spugte om, hvornår vi skulle rejse, og glædede sig i det hele taget enormt til at komme af sted. Og imens anede jeg ikke, om vi overhovedet kom af sted', siger hun.

Det endte med, at klassen kom af sted. Søndermarkskolen betalte for en ny rejse til Sverige med et rejseselskab, der er medlem af Rejsegarantifonden. Men de 22.000 kroner har de stadig ikke set skyggen af.

Skolen har, via en jurist i Frederiksberg Kommune, forlangt at få pengene tilbage, men Jens Reinbach afviser at have gjort noget ulovligt.

'Jeg har min danske og min norske advokats ord for, at rejserne er lovlige, da vi ikke har solgt pakkerejser', siger han.

Men i annoncen fra Folkeskolen og på Inge Østerbyes kontrakt står der, at prisen er inklusive ophold og transport - altså en pakkerejse.

Rejsegarantifondens jurist fortæller, at man har modtaget omkring ti henvendelser om Jens Reinbachs ulovlige Norges-rejser.

'Vi vil anbefale, at man altid kontakter Rejsegarantifonden, inden man bestiller en rejse. På den måde sikrer man, at man kan komme hjem, hvis der sker noget, og man undgår alt det bøvl og den usikkerhed, som Inge Østerbye har haft', siger hun.

Rejsegarantifondens adresse er Lyngby Hovedgade 64, 2800 Lyngby, telefonnummer 4587 8333