Der bliver med stadig stigende tempo pumpet nye begreber ind over den danske folkeskole. For øjeblikket er det 'ottepunktsprogrammet' med dets krav om kvalitet i undervisningen, måling og evaluering. 'Leg og læring' plus 'Ansvar for egen læring' er ligeledes begreber, som har hjemsøgt folkeskolen de sidste år. Og fra folkeskoleloven '93 er vi blevet hvirvlet ind i et spind af udtryk som undervisningsdifferentiering, teamsamarbejde, differentierede handleplaner med løbende målfastsættelse og evaluering, individorienteret undervisning og tværfaglighed, samarbejde om projektopgaver med udvikling af personlige kompetencer, medtænkning af det grønne islæt i hvert fag, informationsteknologistøttede læreprocesser. Og kan vi folkeskolelærere ikke finde ud af, hvad alle disse udtryk dækker over, er fagkundskaben lige om hjørnet i form af diverse konsulenter. Eller man kan komme på kursus! (Der er jo knæsat den opfattelse, at blot vi får efteruddannelse, så skal vi nok vide at implementere alt, hvad der kommer fra de velmenende ideskabere, og påtage os opgaven at være udviklingsorienteret.)

Sidste skud på hittepåsomheden er Undervisningsministeriets evalueringsinstitut, hvorfra der om føje tid vil blive udspyet evalueringsværktøjer til alle skolerne, for nu skal der evalueres, som om at man fra ministeriets side ikke rigtig har troet på, at vi ude på skolerne har lavet 'differentierede handleplaner med løbende målfastsættelse og evaluering'.

Vi har brug for ro i folkeskolen, så vi kan besinde os på, at det er den faglige undervisning af elever, det drejer sig om. Vi får at vide, at vi skal sætte eleven i centrum, at undervisningen skal være individorienteret. Faget kommer herved til at spille en underordnet rolle, idet det afgørende bliver, hvad eleven har lyst til. Alt bliver i princippet lige gyldigt, det er jo eleven, som skal være omdrejningspunktet. Og allerbedst bliver det, såfremt jeg kan blande faget med andre fag, altså gøre undervisningen tværfaglig, så er jeg en rigtig udviklingsorienteret lærer.

Vi skal have gjort op med tankegangen om, at undervisningen skal tage udgangspunkt i eleven. Faget bliver herved noget sekundært og for så vidt noget ligegyldigt. Vi må igen - for eksempel som i 'Den Blå Betænkning' - sætte faget i højsædet, for der er fagstof, der er mere gyldigt end andet. Derfor skal læseplanerne præciseres, så der for det første bliver sammenhæng inden for faget, og for det andet at faget bliver konkretiseret.

Vi har brug for, at læreren igen får mulighed for at 'træde i karakter', så vi kan få den fællesskabende samtale som en modvægt til den individualisering og selvrealisering, som er filosofien i dagens skole. Hvordan får vi ellers en fælles referenceramme inden for for eksempel etik og moral? Det er afgørende, at læreren får mulighed for at vise vej og fortælle, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Heri ligger kvaliteten! Men det sker ikke, så længe det skal være eleven, der skal være i centrum. Læreren er uddannet til at undervise, ikke til at spørge lille Peter om, hvad han nu gerne vil lave i dag. Og læreren vil gerne undervise, men det kan være svært, når man - som jeg - skal lave 'differentierede handleplaner med løbende målfastsættelse og evaluering' for 130 elever!

At være betroet børn og unge, at undervise disse, er en opgave, som vi må vide at tage særlig hånd om. Derfor skal udenværkerne nedtones.

Til slut et citat af Cajus Petronius, som vi godt kunne tænke lidt over. Han var en romersk embedsmand under Kejser Nero og døde år 66 efter Kristus. Han siger: 'Vi arbejdede hårdt, men hver gang vi begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver ny situation gennem omorganisering. Og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivisering og demoralisering'.

Folkeskolelærer, Skjern