Som mit sidste indlæg i den københavnske debat, der sikkert fortsætter internt i Københavns Lærerforening (KLF), vil jeg præcisere, at 'det drastiske forsøg', som Ole Hein Christensen omtaler i Folkeskolen nummer 48, er udstyret med både livrem og seler. Aftaleretten er uddelegeret til tillidsrepræsentanterne, men kan trækkes tilbage til KLF; der skal foretages en evaluering i form af en urafstemning efter prøveåret; der gennemføres en fælles forhandleruddannelse for ledere og tillidsrepræsentanter; der er aftalt et tvistløsningssystem, der løfter manglende enighed på skoleplan til foreningsniveau; og puljen er organisationsopdelt, så lærernes penge er sikret.

Det er rigtigt, at vi fik sat stolen for døren af forvaltningen, og at vi fik en deadline 1. oktober. Til gengæld fik vi alle vores ønsker til nye tillæg indfriet, tillæg til en værdi af et tocifret millionbeløb, der til punkt og prikke opfylder vores KLF-lønpolitik. Derfor sagde fem bestyrelsesmedlemmer ja og valgte dermed at udbygge vores omfattende system af forhåndsaftaler, der ved et nej skulle været forsøgt bygget op igen med den usikkerhed, det ville medføre. Blandt andet med den konsekvens, at talrige lærere ville miste deres nuværende gode tillæg, hvilket helt sikkert ville have udløst en del berettiget harme.

Ole Hein mener ikke, at medlemmerne tog aftalen til efterretning på generalforsamlingen. Den tolkning er jeg ikke enig i, for så havde de nok ikke enstemmigt vedtaget formandens beretning.

Jan Trojaborg

formand for Københavns Lærerforening og medlem af DLF's hovedstyrelse