'Tag en bog, selv den mådeligste. Læs den om og om igen. Som om det er den sidste, du får lov at læse. Til sidst vil du læse alt ud af den, nemlig dig selv'. Søren Kierkegaard skildrer således fænomenet at 'læse med hjertekulen', men viser også, hvor subjektivt det er at læse.

I undervisningssammenhænge er det således vigtigt at holde sig elevernes modenhed for øje. Skal for eksempel en novelle behandles, er der tale om både dens mening/forkyndelse og tolkernes (elevernes og lærerens).

Det samme gælder teksterne i Det nye Testamente, der indbyrdes er en stor rodebutik, som har givet anledning til mange trosretninger. Folkekirken i Danmark opererer med 'evangelisk luthersk' i målsætningen. I Luthers hjemland kalder man sig kun 'Den evangeliske kirke'. Luther var imidlertid den, der gav 'nøglen' til et evangelium rent og purt, hvorfor teksterne om 'straf og død' fik hans stempel som løgn.

En lærer i folkeskolen bør således holde sig dette for øje og ikke skjule den valgte fortolkningsnøgle, der fører eleverne til påstanden om Guds kærlighed, sådan helt ufortjent. Luther blev skør i bolden, da han forsøgte at læse hele Det nye Testamente for pålydende (det vil sige som helt igennem gudsinspirerede tekster).

Læreren skal selvsagt ikke fremme psykoselignende tilstande hos eleverne. Læreren skal være vejleder og bevisfører i overensstemmelse med såvel grundloven som folkekirken. Læreren skal ikke forkynde/docere sin egen opfattelse (det vil sige slet ikke, som om denne var noget almengyldigt/ubetvivleligt). Men bag undervisningen ligger nogle grundlæggende valg og dermed en 'forkyndelse i udvalg fra Det nye Testamente'! Men det gælder vel for flere fag (dansk, historie, seksualvejledning og så videre), at der udvælges, og holdninger forkyndes.

Fagbetegnelsen religion er fjollet, da kristendom netop ikke er religion. Var ordet 'teologi' eller 'gudslære' bedre til den brogede hverdag i visse folkeskoler? I Polen kaldes faget netop teologi. Måske kunne knuden hugges over på den måde?

Mogens Bender

Vipperød