Folkeskolens redaktionelle linie dikteres ikke af foreningens ledelse. Men hvor meget kan bladet være talerør for en politik, som er i modstrid med foreningens demokratisk besluttede linie, før medlemmerne føres bag lyset?

Danmarks Lærerforenings kongres vedtog en resolution, som siger, at ny løn i sin grundide ikke passer til den offentlige sektor, og at årsagen blandt andet er, at opgavevaretagelsen i skolen er kollektiv. Kongressen mente, at det er samarbejde, der skaber udvikling. Ikke gammeldags individuel aflønning.

Tre uger efter kongressen giver bladet spalteplads til Københavns Lærerforenings (KLF) formand, som under overskriften 'DLF hænger fast i fortiden' agiterer for, at vi skal bøje os for kommunernes krav om decentralisering. KLF har med sin lønaftale solgt det vigtige princip i DLF's lønpolitik, som skal beskytte medlemmerne mod konsekvenserne af decentralisering - at tillidsrepræsentanterne ikke kan forhandle løn for kollegerne. Det skal de nu i KLF. Stik imod den politik, som kongressen samledes om.

Alligevel får formanden for KLF en tosiders eksponering af den hån, han har tilovers for kongressens demokratiske beslutninger. Beslutninger, som blandt andet fulgte medlemskravet om, at mest muligt af vores løn skal forhandles centralt: 'I DLF er man en flok centralister. . .', '. . . hvis man satte hælene i, troede man, at man kunne undgå at glide i mudderet'.

Men det er måske en god ide at sætte hælene i, før man når ud i mudderet, i stedet for at vælte rundt derude efter de penge, som kommunerne vifter med? Ny løn har vist sin ubrugelighed. Folkeskolen burde hænge i med at udvikle og forfine kongressens argumenter og gøre dem kendt i stedet for at hænge fast i mudderet sammen med Jan Trojaborg.

Dorte Lange

formand Søllerød Lærerforening