Ifølge en kongresresolution skal der med folkeskolens hjælp skabes et fællesskab med et multietnisk præg. Med lidt af det ene og lidt af det andet. Sandsynligvis er vor store modpart islam ikke blevet spurgt, om den vil være med til sådanne kulturelt-religiøse studehandler. Det går man bare ud fra, at den vil. Spørgsmålet er nu, om resolutionsbestræbelsen er aftvunget af en nødvendighed, eller om den er resultatet af et ønske om fornyelse af den ældgamle og nok langtfra tidssvarende danske kulturarv. Sådanne overvejelser foreligger ikke refereret. Enige er man dog i, at resultatet helt sikkert bliver en resurse for os alle. For det siger man. Og til beroligelse for sarte sjæle har man lige en tre ting, som vi danskere ikke vil give køb på. Men forestillingen om, at de to store modsatrettede religiøse kulturgiganter nødvendigvis må trives hver for sig, ligger åbenbart ganske uden for mulighedernes rækkevidde. Man skal jo altid tage udgangspunkt i skolens udelthedsdogme og satse på en antagelse af, at den største grad af sammensmeltning må have den største grad af resurseskabende effekt, og så lukke øjnene for de evindelige gnidninger, der må følge af de evindelige forsøg på at ramme en kulturfællesnævner. Derfor er vi stort set parate til at gå til Ikeas brigade. Og er vort kristne kulturgrundlag egentlig noget at holde fast i. Vi går alligevel ikke så højt op i sådan noget. Måske har den nyslåede nobelpristager Naipaul ret i sin karakteristik af det rædsomme Danmark: I Danmark sulter ingen. Ingen er rige. Ingen har chancen for et liv i luksus. Alle lever i små celler med danske møbler og danske lamper, uden hvilke de ville blive sindssyge.

Vagn Madsen

Brønderslev