Debat

Forkert at skyde på forældre

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 40 er der en længere reportage om det psykiske arbejdsmiljø på Tingkærskolen i Odense.

Som forældrevalgt medlem af skolens bestyrelse vil jeg gerne kommentere et par udtalelser i artiklen.

Tingkærskolen har ikke flere urolige og aggressive elever end andre skoler i landet. Tværtimod har vi en meget velfungerende og motiveret elevgruppe. Jeg synes, det er meget beklageligt og upædagogisk at omtale selv mindre grupper af elever som aggressive og truende.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Skolen har haft en længere strid om struktur og i særdeleshed om bevarelsen af skolens afdeling i Fraugde. Diskussionen har til tider været heftig og markant, men jeg mener, det er at skyde helt over målet, når skolens ledelse og medarbejdere beskylder forældregruppen for chikane.

Skolens ledelse og medarbejderrepræsentanterne peger enstemmigt på, at de konstaterede problemer omkring det psykiske arbejdsmiljø primært skyldes, at skolen er delt i to afdelinger. Der er imidlertid intet i Arbejdstilsynets rapport, som bekræfter denne fortolkning. Rapporten omtaler denne forklaring, men kun som et referat af ledelsens og medarbejderrepræsentanternes egne udtalelser. I tilsynets egne vurderinger peges der på høje krav og utilstrækkelige rammer, ringe indflydelse på og mening i arbejdet, manglende rolleklarhed, rollekonflikter og utilstrækkelig ledelsesmæssig opbakning.

Det er muligt, at nogle af skolens medarbejdere har besvaret tilsynets spørgeskema taktisk for at manifestere deres utilfredshed med kommunens beslutning om at bevare Fraugde-afdelingen, og at vi derfor vil se et helt andet resultat, når der er foretaget yderligere undersøgelser, men så synes jeg, det havde været klogt at afvente disse, inden man udtalte sig så skråsikkert om årsagen.

I øvrigt undrer jeg mig over souschef Ole Bentsens afsluttende udtalelse:

'Vi undrer os over, at så mange medarbejdere udtrykker utilfredshed i Arbejdstilsynets rapport. Alligevel bliver de her, selv om de netop nu måtte kunne få andet arbejde'.

Det er ikke nogen særlig rar udtalelse, når diskussionen handler om det psykiske arbejdsmiljø.

I øvrigt har flere medarbejdere forladt skolen på forskellig vis gennem de seneste år, deres synspunkter om det psykiske arbejdsmiljø er måske også interessante.

Jens Peter Madsen

forældrerepræsentant og medlem af Tingkærskolens bestyrelse, Odense