Debat

Kære delegerede

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære kongresdelegerede. Det demokratiske system udpeger dig til at repræsentere medlemmer af DLF på kreds- og amtsplan. Når du nu skal tage stilling til et centralt udarbejdet, hovedstyrelsesenigt, fagligt ekspertvurderet 12 siders papir med titlen 'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund', bør du sikre dig, at du har den fornødne fuldmagt til at kunne erklære Danmark for et multietnisk samfund. Det meste af landet, med undtagelse af meget koncentrerede indvandringsområder, vil mene, at vi stadigvæk bor i et dansk samfund mere end i et multietnisk. Mange vil føle nødvendigheden af en dansk forankring for overhovedet at mødes i en integrationsproces med de fremmede. Diskussionen om, hvor åbne vi skal være, er slet ikke tilendebragt. Åbne over for fremmede, hvis lukkethed vi hver dag får givet eksempler på, skulle ifølge DLF-logik medføre en opblødning i den kultur, der ikke tillader børn musik- og billedkunstundervisning, ikke tillader deltagelse i idræt, lejrskoler og diskriminerer kønnene. Medicinen hedder religionsundervisning. Bare skolen altså underviser i religion frem for kristendom, vil tilliden til vores kultur føre til modydelser, for så er der ligeværd. Jesus, Muhamed, Buddha, Shiva, Vishnu og Krishna og jødernes profeter skal doceres.

Kære delegerede. Du bliver nødt til at vælge troens stærke vinger, men næppe fornuftens, hvis du godkender dette oplæg. Og hvad med den forvirring, det vil skabe i de små danske børnehoveder med dette store religionsudbud? Og hvor tænkeligt er det overhovedet, at anderledes religiøse skulle overlade undervisningen i deres religion til indfødte danskere, når den religiøse sandhed bliver spredt til at gælde også de religiøse retninger, som i mange hundreder år er blevet udpeget til at være hovedfjende. DLF's overmod kan beundres, og det kan det mod på forandring også, som muslimske indvandrere i England ifølge en historie i det amerikanske Newsweek udviser. Under overskriften 'Bacon- Free' fortælles, at mange engelske muslimer ønsker Winnie the Pooh's partner Piglet fjernet fra Mothercares produkter, fordi religionen anser grisen for uren. Barnet må ikke lege med ham! Babytøjfirmaet svarer, at religion ikke kan bryde venskabet mellem Winnie og Grisling.

Religionsundervisning som den store kulturudjævner. Jeg tvivler.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Torben Thomsen

Aars