Der breder sig for tiden en forestilling om, at arbejdstidsaftalen ganske uretmæssigt er blevet gjort til syndebuk for alle lærernes problemer.

Lærernes psykiske arbejdsmiljø fremhæves i denne forbindelse stadig oftere som eksempel på en stærkt belastende faktor, der intet har med aftalen at gøre, 'og her burde foreningen virkelig gribe ind - i stedet for at blive ved med at angribe denne i grunden udmærkede aftale', hedder det.

Det er af flere grunde en uholdbar vurdering.

For det første hænger det psykiske arbejdsmiljø rent faktisk sammen med arbejdstidsaftalen. En stor del af det voksende møde- og udviklingspres udspringer direkte af aftalen og den forøgede arbejdsbyrde, den har medført.

Dertil kommer det ændrede syn på lærergerningen, der påtvinger mange lærere en form for kollegialitet, de aldrig har bedt om og ikke trives med. Det samme gælder de stigende krav om skriftlighed i planlægning og dokumentation, der virker meningsløse i mange læreres øjne.

For det andet er centrale faktorer i det psykiske arbejdsmiljø ikke overenskomststof og kan aldrig blive det. Vi kan jo ikke stille krav til Kommunernes Landsforening om, at de skal gøre eleverne mere samarbejdsvillige eller forældrene mere positive.

Hvad vi derimod kan kræve, er, at lærerne får mere ro og råderum omkring deres arbejde, først og fremmest i form af den fornødne tid til individuel forberedelse og andre opgaver, der udspringer direkte af lærerarbejdets daglige behov. Sådan som lærerne selv oplever dem vel at mærke. En mærkbar bedring af det psykiske arbejdsmiljø vil være følgen.

For det tredje arbejder hovedforeningen rent faktisk temmelig meget med forskellige aspekter af det psykiske arbejdsmiljø. Dels i samarbejde med andre (eksempelvis Arbejdstilsynet), dels i eget regi, for eksempel med opdateringen af foreningens politik vedrørende urolige elever, undervisning i det multietniske miljø og klare mål for undervisningen.

Der kan og skal gøres meget mere for at forbedre lærernes psykiske arbejdsmiljø. Og vel er det sandt, at arbejdstidsaftalen ikke er skyld i alle ulykker. Men den er antagelig den mest belastende enkeltfaktor, som DLF på rette tid og sted rent faktisk kan gøre noget ved, al den stund det er foreningen selv, der har forhandlet den på plads.

Per Sand Pedersen

medlem af DLF's hovedstyrelse