I 1995 oplevede Værebro Skole en begyndende ghettoisering. Mange af 'villa-forældrene' var begyndt at trække deres børn ud af skolen, og der kom mange indvandrerbørn til fra de grå blokke. Skolen ville ikke acceptere den ensidige udvikling, og der blev lavet en række initiativer. Et af dem var teaterskolen.

For de to søskende Aydin og Zeynep Kaya på 16 og 17 år har teaterskolen været en stor del af deres integrationsproces. De to flygtede med deres familie fra Tyrkiet til Danmark i 1992, og de har begge gået på Værebro Skole. Aydin går stadig i teaterskolen, selv om han er begyndt i 10. klasse på en anden skole. Begge har haft stor fornøjelse af teatret.

'Det var en god måde at lære sproget', siger Zeynep Kaya, 'man var jo hele tiden blandt nogle, der talte dansk'.

'. . . og man skulle øve sig på sine replikker'. Aydin Kaya gør sætningen færdig, men så tager søsteren ordet igen:

'Man kommer ind i kulturen på en anden måde, når man hele tiden er sammen med en masse andre unge danskere'.

De to forklarer, at det hurtigt kom til at føles som en stor familie, hvor Pia Bornemann og Klaus Krogsgaard var mor og far, og i weekenderne var det dem fra teaterskolen, man gik til fester med.

Flere forældre har været med i et stort teaterprojekt, og det har også givet en dimension til børnenes integration i lokalområdet.

'Det var rigtigt fedt at have dem med. Det var noget helt andet, end man plejede. Rollerne blev byttet om, og vi fik os nogle gode grin over forældrene. Nu møder jeg tit de andres forældre rundt om i byen, og når jeg er på arbejde i Prima. Det er så hyggeligt', fortæller Zeyneb Kaya.

Samarbejde og åbenhed

For hende har noget af det bedste ved teatret været, når de var ude og optræde sammen.

'Man tager ud sammen og laver noget sammen, og hele atmosfæren omkring det er helt speciel. Der er måske vild panik, hvis den ene ikke kan finde sine ting, men så hjælper man hinanden. Der er sammenhold', siger hun.

'Ja, man bliver god til at samarbejde, når man er fremmede steder sammen', tilføjer broren.

De er helt enige om, at samarbejde er det vigtigste for at kunne fungere på en arbejdsplads, og det er de blevet gode til.

'Man bliver også åben over for andre', siger Aydin Kaya. 'Det har for eksempel gjort det lettere at få venner på min nye skole, og den selvtillid, jeg har fået gennem teatret, kan jeg bruge, når jeg søger job. Jeg har været til fire-fem jobsamtaler og fået job hver gang. Jeg kan mærke, at der sidder noget fast på rygraden'. Han tilføjer:

'Når man er i gang med at lave teater, tænker man, at det bare er en fritidsaktivitet. Nu kan jeg godt se, hvad jeg har lært, og at det er blevet en del af mig'.

De to søskende har en lillebror, som snart skal begynde i skole, og de er ikke i tvivl om, hvor det skal være.

lg