Bag motorvejen og ved siden af Værebroparkens grå højhuse ligger en skole udformet i beton. Værebro Skole i Bagsværd er ikke præget af farverigdom udenfor, men inde under skolens grå hud er der teaterlamper i alle farver og flere rum fyldt med kostumer og teaterminder. En stor scene er et af skolens nervecentre, og teaterundervisningen er en vigtig del af børnenes uddannelse.

Alle børn på skolen skal hvert år være med i et stort teaterprojekt, hvor teaterprojektlærerne Klaus Krogsgaard og Pia Bornemann er hovedmotorer. De to har siden 1995 arbejdet på fuld tid med skolens teaterdimension.

'Faget bliver prioriteret højt. En teaterlampe indgår for eksempel i skolens budget på lige fod med en ny computer', siger Klaus Krogsgaard, og Pia Bornemann fortsætter:

'Skolen har besluttet, at området er vigtigt, og gjort det ikke-valgfrit'.

De to lærere er glade for skolens politik, og begge mener, at teater kan noget, som ikke kan opnås på andre måder.

Læring med følelserne

'Vi ved, at der er nogle kvaliteter i teaterprojektet, som man ikke umiddelbart kan opnå i andre af skolens fag. For eksempel følelsen af at være uundværlig. Den følelse får børnene meget få steder, men her kan de se, at det hele falder fra hinanden, hvis ikke de gør det, der er aftalt. Hvis de ikke 'kommer ind med hesten' på det rigtige tidspunkt', siger Klaus Krogsgaard.

Pia Bornemann tilføjer, at teater lærer eleverne at have tjek på tingene, være organiserede og dyrke en fælles disciplin. Det bliver tydeligt for enhver, hvor irriterende det er for fællesskabet, når én person forsinker processen ved for eksempel ikke at have øvet sig.

'De lærer at kunne, når de skal', bryder Klaus Krogsgaard ind. 'Alle mulige andre steder kan de jo viske ud eller starte forfra, men når man laver teater, skal lyset sgu tændes og slukkes på de rigtige tidspunkter. En teaterforestilling er 6.000 aftaler, der skal overholdes. Hvis alle aftaler holder, har man en knaldflot forestilling. Hvis ikke har man ingenting'.

Begge lærere mener, at indstillingen smitter af på de øvrige fag, og at teatret giver mange skoletekniske fordele. Eleverne har for eksempel store ressourcer og gode værktøjer at arbejde med ved projektopgaven.

'De står ikke og kigger på skosnuderne eller taler ind i maven, når de skal fremlægge, og de ved, hvad de skal gøre med lys og virkemidler. Det giver også stort selvværd, at de tør stå på en scene og synge en sang. Og hos os får de lov til at afprøve det i trygge rammer', siger Klaus Krogsgaard.

Og der er gevinster ved teaterundervisningen på mange måder, vurderer han.

'Der er ting, de lærer bedre på denne her måde. Tricket er at forankre stoffet følelsesmæssigt, så det bliver en del af dem. Så kan de finde det frem igen, når de for eksempel går i gymnasiet'.

Den metode var i brug, da skolen opførte 'Klokkeren fra Notre Dame'. Op til forestillingen arbejdede eleverne med historiens temaer i flere fag og levede sig for eksempel ind i sigøjnernes liv gennem rollespil eller diskuterede, hvordan vi behandler handicappede i dag, og projekternes tværfaglighed er også af stor betydning.

Krav til eleverne

'Man knækker nakken på de kreative/musiske fag, hvis man ikke stiller store faglige krav til eleverne', påpeger Pia Bornemann.

Derfor sørger skolen for, at teaterprojekterne bliver en helhed. Der skal altid være læringsprocesser i de andre fag i forbindelse med projekterne, og de andre lærere skal være involverede.

Lærerne planlægger sammen det grundlæggende, eleverne skal lære i løbet af projektet. Den franske revolution blev for eksempel skrevet ind i manuskriptet til 'Klokkeren fra Notre Dame', fordi eleverne skulle kende historien, når projektet var forbi.

Og som Klaus Krogsgaard siger, er det meget vigtigt for alle, at der også kommer et knaldgodt produkt ud af processen. Derfor skal alle elever igennem alle udtrykkene. Kostumer, kulisser, scenografi og teater - og alle skal på scenen. Der er ingen valgfrihed.

Skolen har også været meget omhyggelig med at delagtiggøre forældrene i skolens tankegang. Blandt andet ved at fortælle dem, hvad de kan forvente af skolen, og hvad skolen forventer af dem.

'Nogle forældre troede simpelthen, at det var for sjovt til, at man kunne lære noget', husker Pia Bornemann, 'derfor gør vi os umage med at forklare, hvad der foregår, og hvordan vi arbejder tværfagligt og fagligt i projekterne'.

Teater på Værebro Skole

Værebro Skole har haft tradition for teater siden 1968. Det begyndte med fællestimer, hvor man skulle udtrykke sig kreativt på en scene.

Skolen satser meget på det kreative/musiske fagområde, men sørger samtidig for, at de almindelige fag som dansk og matematik ikke bliver forsømt.

Teater/drama er obligatorisk og er prioriteret i skolens samlede budget med bred opbakning.

Skolen bruger fagsamarbejde for at integrere de kreative/musiske fag som almindelig læring.

En af idéerne bag teaterprojekterne er, at de erfaringer, som elever gør, kan bruges i anden form for læring. For eksempel erfaringer om samarbejde, uundværlighed, fælles disciplin, organisation og åbenhed.

Et andet mål er at give eleverne selvværd gennem selvovervindelse. For eksempel ved at stå på en scene og synge. Desuden skal teatret gøre børnene til garvede formidlere.

Skolen er meget projektorienteret, og i dag er teaterprojektet bare et ud af mange. Der er for eksempel også naturfaglige projekter og caféaftner på skolen.