Debat

Ikke nok med smukke hensigter

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Du - Anni Herfort - skriver i dit svar til mig (Folkeskolennummer 25) vedrørende tvangsmedlemskab af Dansk Flygtningehjælp, at det er kongressen, som gennem vedtagelsen af foreningens princip- og arbejdsprogram har besluttet, at foreningen via aktiv medvirken i internationale organisationer skal arbejde for at fremme og styrke menneskerettigheder og social retfærdighed. Endvidere anfører du, at du finder det helt i orden, at foreningen støtter nogle få store, velrenommerede organisationer, og at det var en enig hovedstyrelse, som vedtog indmeldelsen i Dansk Flygtningehjælp.

Det er jo meget smukke hensigter, men du undlader helt at komme ind til kernen i min anke, nemlig at Danmarks Lærerforening ikke skal træffe ovennævnte dispositioner på vegne af medlemmerne. Det er dybt misforstået, at blot fordi man er blevet valgt til hovedstyrelsen for at varetage medlemmernes tarv, når det drejer sig om løn og arbejdsforhold, så tiltager man sig også retten til at bestemme, hvilke organisationer medlemmerne kollektivt skal være medlem af, samt hvilke organisationer der skal modtage de samme medlemmers penge i støtte. I Folkeskolennummer 25 kunne man gudhj. . . mig læse, at fire medlemmer af hovedstyrelsen mente, at DLF skulle støtte Attac-bevægelsen med medlemskroner; heldigvis stemte 14 fornuftige medlemmer forslaget ned ! Med dette sidste eksempel in mente, hvor det kunne være gået rigtig galt, må det være soleklart, at DLF fremover afholder sig fra yderligere kollektive indmeldelser i organisationer.

Lars Prier

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Selsmoseskolen, Høje Taastrup

Svar

Jeg skal endnu en gang gøre dig opmærksom på, at Danmarks Lærerforening ikke kun tager sig af medlemmernes løn- og arbejdsforhold. Danmarks Lærerforening engagerer sig i mange forskellige samfundsforhold. Men det sker på et demokratisk grundlag. Det er kongressen, der udstikker de overordnede linjer. Og så forestår hovedstyrelsen den konkrete udmøntning. Så hvis du vil sætte en stopper for DLF's engagement i og støtte til organisationer som Dansk Flygtningehjælp, så må du bruge de demokratiske spilleregler til at skabe flertal for dine synspunkter.

Anni Herfort

formand for DLF