Fleksjob får med sparekniven

Lærere med nedsat arbejdsevne kan komme i klemme efter lovændring

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kort før sommerferien vedtog Folketinget en ændring af loven om sociale pensioner, der betyder, at det laveste tilskud på en tredjedel løn i forbindelse med fleksjob bortfalder. Det kan føre til, at en del lærere med nedsat arbejdsevne presses til at gå på deltid og dermed til at miste indtægter eller til at forlade arbejdsmarkedet.

Alternativet er, at arbejdsgiverne skal være villige til at ansætte dem i stillinger på det, der kaldes 'særligt aftalte vilkår'.

'Kommunerne har hidtil manglet vilje til at lægge økonomi i at oprette den slags stillinger, så det er vanskeligt at sige, om det vil ske i fremtiden. Hvis ikke det er tilfældet, kan man vente en stigning i antallet af sygeafskedigelser', siger sagsbehandler i Danmarks Lærerforening, Karen Andersen.

Da lovforslaget blev fremlagt, lagde regeringen op til, at de sociale kapitler i overenskomsterne i fremtiden skulle sikre, at personer med en lettere nedsat arbejdsevne ikke kom til at miste tilknytningen til deres arbejdsplads. Arbejdsgiverne skulle vedblive med at betale for fuldtidsansættelse, selvom en ansat ikke kunne præstere det samme som hidtil.

De sociale kapitler er næsten ikke blevet benyttet til det formål, og det er næppe sandsynligt, at de vil blive det, uden at arbejdstagerne gør en ihærdig indsats.

'DLF's kredse må derfor lægge et pres på kommunerne, ellers vil lærerne alt andet lige være stillet svagere', siger Karen Andersen.

Ingen ved, hvor mange lærere der i dag får en tredjedel i løntilskud til et fleksjob, men både Danmarks Lærerforening og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd vurderer, at det drejer sig om en del.

Danmarks Lærerforening har planer om i løbet af sommeren at undersøge en række forhold om lærere i fleksjob.-Jan Kaare er freelancejournalist