Personlige vendettaer er en ubehagelig stil. Dette risikerer jeg slet ikke i forhold til ledende personer i Danmarks Lærerforening. For det første fordi jeg ikke kender det mindste til enkeltpersoner i ledelsen, aldrig har mødt dem personligt, ført samtaler på nært hold. Når jeg har henvendt mig til ansvarlige personer, har jeg altid brugt at tale i tredje person, også for at demonstrere, at det er embedet og embedsførelsen, det drejer sig om.

Bag ethvert ansvar er der selvfølgelig en person, men hvis et svar fra en ledelsesperson bliver udtrykt med personlige meninger om modstanderen, og henvendelsen kører på betragtninger, der angår evner, manglende oven i købet, som mistænkeliggør motiver, og forsøger latterliggørelsen, så kan det jo måske være underholdende, men giver ikke indsigt og viden til at få sagen alsidigt belyst.

Derfor går bestræbelsen på alene ved form at få svar frem, som er renset for personlige udfald, den ene og anden vej. Dette, mener jeg, skulle fremme lysten til at give oplysninger, ja, selv kritiske og skeptiske oplysninger, så det bliver muligt for medlemmer af DLF at gå i gang med videre forarbejdelse i samtale for at øge forståelsen og dermed sætte gang i den demokratiske proces, som ligger lidt død hen for øjeblikket blandt medlemmerne af DLF.

Jeg forestiller mig, at hovedstyrelsen er et sted, hvor dialogen mellem parterne føres i gensidig respekt og forståelse, for alternativet til dette er udfoldelse af konstant magtkamp, hvor den demokratiske samtale har trange kår. Det er derfor rart for medlemmerne, hvis hovedstyrelsesmedlemmer nu og da demonstrerer, at de behersker den demokratiske samtale i skrift og tale, men ofte synes jeg, at når samtalen praktiseres i bladets spalter, for sjældent i øvrigt, og næsten kun med de samme aktører, så kniber det at vise andet end den kørende magtkamp, og den er direkte skadelig for demokratiets udfoldelse.

Den passive medlemsskare skal forsynes med viden og indsigt, som kun hovedstyrelsesmedlemmer får i kraft af medlemskabet. Dette er i al ubeskedenhed, hvad jeg især forsøger at få frem med skriblerierne her i bladet. Gid flere ville følge efter.

Torben Thomsen

Aars