Debat

Social kompetence er solidaritet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eva Olesen spørger i Folkeskolennummer 21, om der er religionskrig omkring kompetencebegrebet. Og man kunne godt tro det, når nogen finder på at kalde andre for ludere og altså prostituerede. Derfor har jeg fundet det vigtigt (i nummer 19) at minde om historien bag begrebet kompetence. Og nu spørger Eva Olesen så, om det er et usolidarisk begreb, der vægter individualismen og svigter solidariteten. Mit svar er selvfølgelig nej, blandt andet fordi begreber også er, hvad vi gør dem til.

Kompetence afløser i nogen grad begreber som intelligens, evne, egenskaber og kvalifikation. Det var jo virkeligt begreber, der 'tog plads' i det enkelte menneske, og som man vel at mærke næsten ikke kunne komme fri af. Tænk 'intelligens' ind i skolen og pædagogikken og dermed udskillelsen af de børn, der ikke havde begavelsen med sig. Det er her, paradigmeskiftet er til at få øje på.

Kompetence og ikke mindst social kompetence er en anden måde at se mennesket på. Bestemt ikke mere individualiseret end de tidligere begreber. Tværtimod! Kompetence drejer sig om, at det enkelte menneske lærer at handle i sociale situationer - sammen med andre. Samarbejde, kommunikation, indlevelse - og træffe beslutninger. Og tænke kritisk efter. Hvorfor skulle det egentlig være forkert? Jeg spørger bare!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi lever i en stærkt individualiseret verden. Det kan vi ikke lave meget om på. Men hvad vi kan, er at udvikle en social kompetence hos børn, der gør dem sensitive over for fællesskaber og udvikler en forpligtethed hos dem over for de normer og værdier, som vi vil leve på i vores samfund.

Social kompetence drejer sig om at gøre børn til ansvarlige deltagere - i et demokratisk fællesskab. Det er solidaritet for mig.

Per Schultz Jørgensen

København