I folkeskolen klarer pigerne sig bedst - og gymnasiet er på v ej til at blive en pigeskole. Mange tror, det er en nyhed -men et igangværende amerikansk forskningsprojekt har som hypotese, at sådan har det måske altid været. Interessen for pigernes intellektuelle kompetencer har angiveligt været begrænset. Det har været drengene, som fremtidens forsørgere og magthavere, alt blev sat ind på at hjælpe.

Hvorvidt dette er korrekt eller ej i en dansk sammenhæng, ville være et rigtig godt uddannelseshistorisk projekt. Noget kunne imidlertid tyde på, at vi i det videregående uddannelsessystem stadig kæmper med resterne af en fortidig opfattelse af, at mænds karrierer er vigtigere end kvinders. Et netop afsluttet forskningsprojekt med titlen 'Køn i Akademia' viser således, at hvor antallet af kvinder i forskning som sådan har været stigende i de sidste 30 år, er der en stagnation på vej, når det drejer sig om fastansættelse af kvindelige forskere. I dag er syv procent af professorerne kvinder og 19 procent af lektorerne, hvilket giver Danmark en bundplacering i forhold til de andre europæiske og nordiske lande. Uanset at der er stor forskel på fordelingen mellem hovedområderne, med humaniora, samfundsfag og sundhedsvidenskab med flest kvindelige fastansatte forskere, sker der en systematisk underrekruttering af kvinder til samtlige stillingskategorier i akademia.

Projektet viser også, at forklaringen herpå er langtfra så enkel, som at mænd foretrækker mænd. Det er måske konklusionen, men årsagerne bag er komplekse og handler om læringskulturer og forståelsen af, hvad der udgør videnskab på de enkelte institutter og afdelinger. I den sammenhæng har kvinder gennemgående sværere ved at gøre sig gældende, således at de områder, de forsker i, bliver taget så alvorligt, at en fast stilling kan komme på tale. Hertil kommer, at mange kvinder sidder på løse fondsmidler i de første år af karrieren - og dermed i stillinger, som universiteternes ledelser føler sig mindre forpligtede på, end hvis midlerne var deres egne. Udviklingen kan ikke forklares med universiteternes trange økonomi. Selv i de senere år, hvor der er åbnet op for en vis nyrekruttering, udgør kvinderne kun 27 procent af de nyansatte på eksempelvis Københavns Universitet.

Et regneeksempel viser, at fuld ligestilling først vil blive opnået i akademia om 248 år, hvis ikke der sættes initiativer i værk, som kan ændre på disse triste tal. Dette skal ses i lyset af, at en undersøgelse af de 500 mest indtjenende virksomheder i USA viser, at de virksomheder, som i deres personalepolitik arbejder på at sikre etnisk og kønsmæssig ligestilling, også klarer sig bedst.

Sådan bør det også være på universiteterne, ingen kan være tjent med, at kvinders karrieremuligheder er ringere end mænds, eller med at videnskaben ikke udføres af mennesker med mange forskellige syn på sagen. Spørgsmålet er blot, hvordan man ændrer på disse forhold. Den nye universitetsreform lægger op til professionaliseret ledelse og til udpegning af forskningsledere på institutniveau. Her er det vigtigt, at kvinderne er med - som ansøgere til stillingerne og med en reel chance for at få dem. En vej frem hedder ledelsestræning, en disciplin, som stort set har været fraværende i universitetssystemet. En anden vej kunne være at tale åbent om problemerne og herigennem skabe en bevidsthed om de processer, som har en tendens til at sortere kvinderne fra. Frem for at tro på, at spørgsmålet om køn i akademia løser sig af sig selv - nu hvor vi har bevis for, at så enkelt forholder det sig desværre ikke.

Lis Højgaard og Dorthe Marie Søndergaard (redaktion): 'Perspektiver på kønsskævheden i forskningen og de højere uddannelser'. Arbejdspapir nummer 4/2002 fra projektet Køn i den akademiske organisation, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Ning de Coninck-Smith er lektor, dr.phil. på Institut for pædagogisk sociologi, Danmarks Pædagogiske Universitet