Jeg hører til blandt de allerstørste tilhængere af folkeskolen og enhedstanken. Jeg vakler ikke et sekund i troen, når jeg udråber folkeskolen til den vigtigste forudsætning for Danmarks sammenhængskraft. Af samme årsag er folkeskolelovgivning meget betydningsfuld, og den må aldrig hastes igennem, sådan som det skete i 2013. Folkeskolen skal derimod skabes med folket som aktiv medspiller, lovgivningen skal bygge på reel inddragelse af organisationer og realiseres gennem demokratiske processer. Ejerskab kommer med indflydelse. Og tvang underminerer ejerskab.  

Folkeskolereformen, som vi nu har prøvet kræfter med godt et års tid, bygger på velmente intentioner, men den er så eklatant underfinansieret, at folkeskolen aldrig vil kunne levere på intentionerne. Der er ingen sammenhæng mellem mål og midler, og det underminerer folkets opbakning til skolen, hvilket er en katastrofe.

Dertil kommer, at det er hovedrystende og dybt nedbrydende, at den er udtænkt i en sluttet kreds, og at den dels underkender fritiden og fritidspædagogikkens betydning for børns udvikling, dels tager sit afsæt i en så ensidig og instrumentel læringsforståelse.

I øjeblikket vælter vi rundt i umulig logistik og uløselige paradokser, fordi lovgiverne - forblændet af selvtilstrækkelighed og magtarrogance - forestillede sig, at man kan skabe og gennemføre en så omfattende lovgivning på et så komplekst område uden lærernes medvirken og opbakning. Sådan kan man ikke holde og udvikle skole.

Vi er mange, som savner politikere, der tager ansvar, indser egen begrænsning og måske ligefrem erkender fejltrin.

Jeg har herunder foretaget et udvalg af folkeskolereformens initiativer og kort forsøgt at argumentere for, hvorfor jeg mener, at folkeskolereformen aldrig vil føre til andet end én lang, kontinuerlig nedbrydning af folkeskolen, hvis lovgiverne ikke øjeblikkeligt får handlet på problemstillingerne i tæt samarbejde med ledere og lærere.

For det er uhyre giftigt, når politikerne lover befolkningen det hele, men folkeskolen svært kan levere bare det halve.

Folkeskolereformen (forsøgt renset for Lov 409 og underfinansiering):

1) Faglighed vs. formålsparagraffen

Reformen formulerer et dygtighedsbegreb, som er tomt. Hvad vil det sige at blive så dygtig, som man kan? Når reformens effekt skal vurderes, er fagfagligheden imidlertid lig med dygtighed – oven i købet indsnævret til udvalgte fag. Det betyder, at lovgiverne har opstillet mål, som alene forholder sig til uddannelseselementet i folkeskolelovens formålsparagraf. Hvor er den brede faglighed, dannelsen, blevet af?

Konsekvens: Hverdagen går sin gang, og folkeskolens formål vil stødt og roligt i praksis indsnævres til det målbare. Samfundet vil med tiden efterlyse livduelighed, kreativitet og innovation.    

2) Respekt for professionel viden og praksis vs. stærkt styret metodevalg

Tilliden til de fagprofessionelle skal styrkes. Samtidig dikteres lærerne metodevalg i form af forskellige modeller og platforme, som alle tager deres afsæt i en instrumentel læringsmålstyrings- og testtankegang.

Konsekvens: Skolen ensrettes og effektstyres, og lærerne føler sig med rette underkendt på deres faglighed og professionelle dømmekraft.

3) Styrket elevfaglighed vs. understøttende undervisning

Elevernes faglighed skal styrkes, og det vægtigste initiativ i den retning er blokken med understøttende undervisning og faglig fordybelse – foruden selvfølgelig de ekstra fagtimer. Den understøttende undervisning er mildest talt uklart defineret, og den varetages i stor stil af pædagoger, som ikke har den uddannelsesmæssige baggrund for at kunne undervise.

Konsekvens: Pædagogerne mistrives, lærernes føler, at deres hidtidige undervisning devalueres, og eleverne sidder tilbage med en oplevelse af kaos og spild af tid.  

4) Sammenhængende skoledag vs. vejledende timetal

Der ønskes en sammenhængende skoledag, som foreskriver et opgør med den stærke fag- og lektionsinddeling. I praksis bliver skolerne målt på vejledende timetal og bindende timefordelingsnøgler.

Konsekvens: Rigtig mange skoler arbejder fortsat med lektionsopdelt skole, fordi rammebetingelserne og styringen ikke fordrer andet.  

5) Skoledagenes længde vs. skemalægning

På papiret skal eleverne gå i skole til henholdsvis kl. 14:00, 14:30 og 15:00. I praksis lader det sig ikke gøre at indrette skoledagens længde så ensartet, da fag-, lærer- og lokalefordeling giver mange bindinger.

Konsekvens: Forældre og børn er forståeligt frustrerede, og skolerne sidder handlingslammede tilbage.   

6) Undervisningskompetence vs. årgangsteams

Kravet om undervisningskompetence hænger langt fra altid sammen med ønsket om at have årgangsteamet som det bærende organisatoriske element. Lidt firkantet sat op, må skolerne ofte forholde sig til, om det er lærernes nære relation til eleverne, eller lærernes undervisningskompetence, som skal prioriteres.  

Konsekvens: Uanset hvordan skolerne prioriterer, er det utilfredsstillende.

Folkeskolereformen (kombineret med Lov 409 og underfinansiering):

7) Åben Skole vs. logistik og økonomi

Skolerne skal åbne sig over for samfundet. Lærerne skal invitere andre ind, og eleverne skal tages mere ud. Det vil lærerne gerne, men logistikken er ofte ubarmhjertig, og økonomien levner meget begrænsede muligheder. Det koster fx rigtig mange penge at tage en skoleklasse med i teatret eller få en rundvisning på et museum.

Konsekvens: Skolerne kan ikke leve op til ambitionen, selvom de gerne vil, og elever og forældre kan ikke få øje på forandringen.    

8) Lange skoledage med mere varieret undervisning vs. færre lærere og mindre forberedelsestid

Såkaldt mere varieret undervisning med inddragelse af motion og bevægelse kræver langt mere forberedelse end mere traditionel klasseundervisning. Netop lærernes forberedelsestid har finansieret reformen, så tilbage står, at lærerne har behov for at forberede sig langt mere, men har langt mindre tid til det.

Konsekvens: Lærerne kan ikke leve op til kravene, vender det indad og bliver syge af at gå på arbejde, og skoledagen er på mange måder, som den hele tiden har været – blot markant længere.

9) Individualitet, it og elektroniske platforme vs. færre lærere og mindre forberedelsestid

Det tager rigtig lang tid at forberede en undervisning, der er så individuel, som målstyringsdiskursen dikterer. Flere undervisningstimer, flere klasser og elever og færre forberedelsestimer harmonerer ikke med den ambition.

Konsekvens: Enten opgiver skolerne på forhånd og forliger sig med en barberet model, som er henved ligegyldig, men alligevel koster tid. Eller også efterleves ambitionerne ved, at tiden tages fra lærernes daglige forberedelse. Resultatet er det samme; eleverne får dårligere undervisning og udslukte lærere. Styring, evaluering og dokumentation æder sig ind på dét, som skolen er sat i verden for; nemlig at være til for eleverne og lære dem noget vigtigt.        

10) Målsætningen om undervisningskompetence i fagene vs. skolernes ressourcer

Skolerne bliver målt på, om de lever op til kravet om undervisningskompetence, men de midler, som er afsat til efteruddannelse, er ikke i nærheden af at forslå.

Konsekvens: Befolkningen stilles en massiv opkvalificering af lærere og pædagoger i udsigt, som aldrig vil finde sted.

11) Lektiehjælp og faglig fordybelse vs. bemanding

Reformens målsætning om at mindske betydningen af social baggrund hviler især på indførelsen af heldagsskolen og den obligatoriske lektiehjælp. Der er dog ikke ressourcer til at bemande lektiehjælpen, så der reelt kan leveres en betydningsfuld indsats.

Konsekvens: Folkeskoleskolen kan ikke levere den lektiefri skole, forældre og elever bliver oprørte, mens lærere og pædagoger bliver stressede og føler sig til grin.

… og her er der vel at bemærke tale om et udvalg af problemer og selvmodsigelser, som ikke bare forsvinder af sig selv med tiden. Jeg har tilmed helt undladt at nævne inklusionskravet!

For mig at se er situationen historisk alvorlig, når en så betydningsfuld samfundsinstitution som folkeskolen er blevet indrettet med så håbløs og indbyrdes modsatrettet lovgivning.

Det er vist efterhånden almindelig anerkendt, at de ansvarshavende partier har en dårlig sag, så de krydser fingre og satser på, at hvis de vender det blinde øje til, løser problemerne nok sig selv. Og skulle det i et øjeblik af vildfarelse falde dem ind, at de måske burde gøre noget, så har de ikke den fjerneste idé om, hvad det skulle være, for de aner dybest set intet om skole og ønsker tilsyneladende heller ikke at gøre det. Det komplicerer bare beslutningerne. Alting er lettere på afstand.

Folkeskolen har et akut behov for ordentlige, ensartede rammebetingelser og praksisnære, holdbare løsninger. Ellers er det bestemt ikke usandsynligt, at vi om ganske få år vil omtale folkeskolen som noget, der ikke er mere.

Folkeskolen var ikke perfekt før reformen, og vi var da mange, som ønskede forandringer. Men det er blevet grebet helt forkert an. Hvor naivt det end må forekomme, er det derfor min holdning, at folkeskolereformen skal rulles tilbage, så vi kan starte forfra og sammen skabe noget, som reelt sætter folkeskolen i stand til at leve op til sit ansvar som landets vigtigste dannelses- og uddannelsesinstitution.  

Det er som bekendt en temmelig svær øvelse at blæse med mel i munden.