"De elever, der ikke lige ved, hvem de skal være sammen med i frikvarteret, kommer hen til os og får en snak. Måske fortæller de, at deres bedstemor også har en hund. Lieaper er helt klart en isbryder til børnene, og hvis jeg ikke har ham med i skole, spørger de efter ham", fortæller Linda Kolling Petersen.

Hun underviser i dansk og specialundervisning på Veng Fællesskole ved Skanderborg. Desuden er hun pædagogisk konsulent i specialundervisning på Center for Undervisningsmidler, VIA University College.

At hun tager Liaper med i skole hver mandag begyndte som en tilfældighed.

"Da han var lille, tog jeg ham med, fordi jeg havde en lang dag på skolen, så han ikke skulle være alene hjemme i al den tid. Det viste sig at være en god ide", fortæller Linda Kolling Petersen.

Hun fik hunden op til sommerferien sidste år, og for at vænne ham til at være sammen med mange mennesker kørte hun ud til skolefritidsordningen i nogle af feriedagene. Det gik så godt, at Liaper nu ligger på gulvet og sover ud mellem frikvartererne, mens Linda Kolling Petersen underviser.

Jagt og motorcykel baner også vej

Liaper er ikke den eneste grund til, at 34-årige Linda Kolling Petersen adskiller sig fra de fleste af sine kvindelige kolleger. Hun kører for eksempel motorcykel, og hun har gået på jagt, siden hun var 16 år.

"Jeg færdes meget i naturen, men jeg skal have et formål med at komme ud, og jagt er et af dem. Det vigtigste er ikke at have noget med hjem, men det er selvfølgelig fedt, når det sker indimellem. Jeg vil hellere slå et stykke vildt ihjel, som har haft et godt liv, end sætte tænderne i en kylling, der aldrig har haft adgang til frisk luft", siger Linda Kolling Petersen.

Hendes elever kender godt hendes lidenskab for motorcykler og jagt. Også det baner vej for kontakt.

"Der er mange drenge i specialundervisningen, og det gør det nemt for mig, at jeg kan tale om mekanik med dem. Jeg er nok mere teknisk nørdet end de fleste andre kvinder. Jeg hjælper gerne mine kolleger, hvis de har problemer med mobiltelefonen eller computeren, og jeg fortæller begejstret om det, når jeg finder ud af, hvad man også kan med udstyret", fortæller hun.

Sådan er jeg bare

Linda Kolling Petersen er på landsholdet i kin-ball. Her spiller tre hold mod hinanden på samme tid med en bold med en diameter på 120 centimeter. Der er intet mål og intet net, kun bolden, der netop er så stor, at den ikke kan styres af én spiller alene. Den skal håndteres ved hjælp af samarbejde og med taktiske overvejelser.

"Jeg havde en elev, som syntes, at jeg kunne alt muligt. Han havde både set mig i høje hæle og på motorcykel. Men ellers ved børnene godt, at sådan er jeg bare, så det er ikke noget, de kommenterer på".

Du kan møde Linda Kolling Petersen og hendes hund i "Mig & mit arbejde" i Månedsmagasinet Undervisere, der udkommer i denne uge.