Bondo: Ny forskning understreger lærerens afgørende rolle

Det er den enkelte klasses lærere, der er den mest afgørende faktor for elevernes skoleresultater, viser ny DPU-forskning. Undersøgelsen får DLF-formand Anders Bondo til at efterlyse nyt fokus på lærerens muligheder.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Undersøgelsen slår fast, at det er læreren, der er afgørende for, om eleverne løfter sig fagligt, og derfor er det vigtigt, at vi får meget mere fokus på lærernes mulighed for at skabe kvalitet i elevernes undervisning," siger Anders Bondo Christensen i en kommentar til DPU-undersøgelsen, der offentliggøres i dagbladet Politiken i dag. Det er lærerne, der gør forskellen, når man ser på, hvad der karakteriserer de dårligt præsterende klasser. Jo mere eleverne oplever, at de sidder alene, får fri eller har vikar i fagene, des lavere niveau har klassen, skriver avisen. "Det er foruroligende, at antallet af vikartimer i folkeskolen er steget meget, og mange lærere er desværre blevet syge af at gå på arbejde. Den udvikling skal vendes, og det kræver at både kommunerne og politikerne på Christiansborg tager ansvar for, at lærerne kan lykkes med opgaven, siger Anders Bondo.

Professor Peter Allerup er en af forskerne bag undersøgelsen. Han siger til Politiken, at han håber, undersøgelsen kan være med til flytte fokus fra, hvordan skoler præsterer til, hvad der faktisk virker og ikke virker i klasserne.

"Det giver ikke meget mening at tale om, hvordan skolerne præsterer. For virkeligheden på skolerne skifter fra klasse til klasse, og derfor skal vi undersøge forhold tættere på eleverne for at kunne gøre en forskel", siger han.

"Det der presser lærerne er, at der er alt for mange opgaver i forhold til den tid, der er til rådighed", lyder Anders Bondos kommentar. "Der skal skabes en langt bedre balance, og så skal vi have fokus på kvalitet i undervisningen frem for kvantitet".

Læs mere

Rapporten (pdf)

Politiken: Disciplin og raske lærere afgørhvad elever kan

Powered by Labrador CMS