Antallet af nye studerende på læreruddannelsen stiger, selvom der stadig er et stykket op til niveauet fra før 2013.

Flere unge optaget på læreruddannelsen

14 procent flere unge har fået en plads på læreruddannelsen. Det gør læreruddannelsen til en af de uddannelser, hvor optaget er steget mest siden sidste år. Men der er stadig et stykke vej til niveauet før lockout og arbejdstidslov i 2013.

Publiceret
"Fantastisk historie. Tillykke til de unge. Den negative udvikling er vendt: De unge vil igen være lærere", skrev skoleledernes formand Claus Hjortdal på Twitter, da ansøgertallene til læreruddannelserne blev offentliggjort i begyndelsen af juli. Nu viser nye tal, at der også er sket en stigning af antallet af unge, som bliver optaget på læreruddannelsen.

størst vækst i optaget

Datamatiker (15 %)

Folkeskolelærer (14 %)

Diplomingeniør (12 %)

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Flere søger læreruddannelsen

2009: 3.112 ansøgere

2011: 3.472 ansøgere

2012: 3.528 ansøgere

2014: 2.512 ansøgere

2015: 2.775 ansøgere

2016: 3.224 ansøgere

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

2.700 ansøgere fik lørdag nyheden om, at de er optaget på læreruddannelsen. Det er en stigning på 14 pct. i forhold til optaget i 2015, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Stigningen er sket på samtlige læreruddannelser. Størst stigning ses på læreruddannelsen i Jelling, som har mere end fordoblet optaget. Selv om tallet er steget så meget, at læreruddannelsen er på en andenpladsen over højdespringeruddannelser, så er optaget stadig væsentlig laverede end i 2012, hvor 3528 blev optaget. (Se alle tallene for optaget på læreruddannelserne via link til højre for denne artikel).

 

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen er glad for at flere unge vil være lærere.

"Vi har brug for dygtige unge, og flere kommuner har problemer med at skaffe lærere, så det er nødvendigt, at vi uddanner flere", siger han til DR Nyheder. Men han mener, at der stadig er et stykke vej, før der bliver uddannet lærere nok.

"Vi er ikke nået op på tallet fra før 2013, men lærerjobbet er fundamentalt for samfundet. Hvis børnene ikke får en god grunduddannelse som udgangspunkt for det videre uddannelsesforløb, så er vi jo alle sammen ilde stedt, så vi skal have dygtige unge til at blive lærere", siger han.

Læreruddannelsen har stor stigning i kvote-2 ansøgere

Glad Antorini

Christine Antorini(S) var undervisningsminister, da der blev indgået aftale om en reform af læreruddannelserne i 2013. Reformen betød blandt andet, at kravene til optagelse blev skærpet fra 2013. For at blive optaget på læreruddannelsen skal ansøgeren som udgangspunkt have mindst 7,0 i gennemsnit fra den adgangsgivende eksamen. Tidligere var kravet, som på mange andre uddannelser, at efterspørgslen bestemte, hvilken adgangskvotient, der var på den enkelte læreruddannelse. Christine Antorini glæder sig på Twitter over, at flere i år bliver optaget på læreruddannelsen.

"I en lang årrække gennem 00'erne faldt søgningen til læreruddannelsen. Godt at udviklingen er vendt. Og (der er) brug for endnu flere fremover", skriver hun og påpeger, at det er godt, at lockouten ikke har skræmt de unge.

Også formand for skolelederne Claus Hjortdal skriver på Twitter, at de nye tal er "godt nyt!". 

Og tallene viser, at andelen af optagne på læreruddannelserne med 7,0 eller derover er steget en smule fra sidste år og nu er på 53,7 procent. Siden indførslen af den nye læreruddannelse, er andelen af studerende med et gennemsnit på mere end 7 steget meget. I 2012 havde blot 34,8 procent et gennemsnit på 7. 

 

Lidt flere mænd

1094 af de unge, som er optaget er mænd, mens 1606 er kvinder. Andelen af mænd blandt de optagne på læreruddannelsen er steget med 1 procentpoint fra sidste år. Dermed er 41 procent af de optagne på læreruddannelsen mænd. Til sammenligning er kønsfordelingen på optaget til samtlige uddannelser i 2016 44 pct. mænd og 56 pct. kvinder.

Samtidig er dem, som er blevet optaget på læreruddannelsen i år en anelse ældre. Sidste år var 25 procent af de optagne under 21 år, det er faldet til 23 procent. Til gengæld er andelen af 25-30-årige steget tilsvarende. 

Der er stadig ledige pladser på en lang række læreruddannelser.

Læs mere

Optag 2016 - Læreruddannelsen