ti. 26. jan. 2016 kl. 12:52

KL på Christiansborg i dag: Hold fingrene fra reformen

  • KL mødes i dag med skolepolitikerne på Christiansborg med en klar melding. Hold jer væk fra reformen, er meldingen.
    KL mødes i dag med skolepolitikerne på Christiansborg med en klar melding. Hold jer væk fra reformen, er meldingen.
Af: Sebastian Bjerril

En KL-rapport viste i december, at kommunerne i stigende grad har svært ved at tiltrække lærere, og trods forbedringer er der fortsat udfordringer med at implementere reformen på landets skoler. Repræsentanter for KL mødes i dag med skolepolitikerne på Christiansborg og med sig har de et ønske om, at Christiansborg lader arbejdet med reformen køre i fred.

Da skolerne havde lukket ned for skoleårets første halvår, og de flestes tanker gik på flæskesteg og julehygge, udkom KL med en rapport, der tog reformens temperatur. Og trods bedringer fra tidligere rapporter, opnævnte skoleforvaltningerne stribevis af problemer. 

Alligevel lyder budskabet til Christiansborgpolitikerne fra KL-trekløveret formand Martin Damm, næstformand Jacob Bundsgaard og formand for KL's børne- og kulturudvalg Anna Mee Allerslev, at kommunerne skal have fred til at implementere reformen. Det skriver de i et indlæg i Politiken til morgen, før de senere i dag skal med med børne- og undervisningsudvalget på Christiansborg.

Rapport: Lærermangel og dårligt forældresamarbejde

75 ud af 98 kommuner har svært ved at tiltrække lærere, kun 35 procent oplever en god udvikling i forhold til tilrettelæggelsen af den understøttende undervisning, kun 33 procent ser en god udvikling i forhold til lektiehjælpen og beskedne 21 procent mener, at forældresamarbejdet går den rigtige vej.

Se andelen af skoleforvaltninger, der ser en positiv udvikling på en række udvalgte områder  halvandet år inden i reformen i nedenstående grafik:

Det er nogle af de svar, rapporten viste tilbage i december, og selvom om rapporten viser, at en fremgang på flere af områder, er det kun områderne 'kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere' og 'politisk målstyring', hvor mere end halvdelen af kommunerne har svaret, at de ser en positiv udvikling.

KL til politikerne: I skal turde tro på reformen

Trods udfordringerne maner KL i dag til arbejdsro inden mødet med skolepolitikerne på Christiansborg. I Politiken hæfter trekløveret sig ved, at der er en fremgang at spore på de fleste områder. Og så mener det, at det er ganske forventeligt, at en ny reform giver kvaler. Derfor skal politikerne fingrene for sig selv, så kommunerne kan få tid til at arbejde med reformen, siger de.

"Vi må under ingen omstændigheder give op eller slå i bakgear nu. I stedet skal vi huske hinanden på, at forandringer tager tid og for det meste er svære. Anerkender vi ikke det, vil vi aldrig kunne ændre noget. Som politiker skal man turde tage det lange lys på og tro på de reformer, man vedtager - også selvom det ønskede resultat ligger længere ude i fremtiden. Det håber vi, at ikke mindst Folketingets partier husker", lyder det i deres fælles debatindlæg i Politiken.

For det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at reformen tager tid at indføre, skriver de yderligere.

"Det er naturligt, at der er knaster på vejen, og at der stadig er forskel på, hvor langt kommunerne er nået i arbejdet. Det er en historisk stor reform. Kunne vi forvente andet? Selvfølgelig ikke. Ligesom Rom ikke blev bygget på 1 år og 6 måneder, bliver den reformerede folkeskole det heller ikke".

LA: KL skal blande sig udenom

Det er langt fra en melding, som vinder genhør i Liberal Alliance. Undervisningsordfører Merete Riisager mener helt modsat, at KL blander sig for meget i reformen. 

"KL skal ikke blande sig i, hvor meget vi politikere blander os. Jeg synes ikke, at KL skal være politisk. De har allerede blandet sig mere, end hvad godt er. Så jeg synes, at KL skal til at blande sig lidt mindre", siger hun inden dagens møde i udvalget. 

Kommunalpolitikere støtter op om KL

Spørger man kommunalpolitikerne, støtter de umiddelbart op om KL's holdnig. For da KL i sidste uge havde inviteret til Børn&Unge Topmøde i Aalborg lød den klare melding fra flere kommunalpolitikere, at kommunerne skal holde fast i reformen og dens lange skoledage.

"Ønsker I jer tilbage til skole med færre timer, forringede resultater, og kommuner, der ikke leverer varen i form af livsduelige unge, der får en ungdomsuddannelse? Nej, vel. Derfor skal vi holde fast!", lød det blandt andet fra Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen.

Mødet i børne- og undervisningsudvalget starter kl. 15.

Læs debatindlægget i Politiken fra de tre KL-repræsentanter i linket til højre 

folkeskolen@folkeskolen.dk

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

Tilmeld dig her
ti. 26. jan. 2016 kl. 13:20 Niels Christian Sauer

Skribent, debattør, lærer

Kære KL-top
Hvis I virkelig mener, at folkeskolen har brug for arbejdsro, så vis vejen selv: Drop de nye besparelser, drop alle de hovedløse strukturomlægninger, der kaster titusindvis af elevers og læreres hverdag op i luften endnu en gang, og drop de nye krav om brug af elektroniske læ... Vis hele teksten

Klag
ti. 26. jan. 2016 kl. 13:47 Tomas Hansen

Lærer

Endnu en faktaresistent politiker.
""Ønsker I jer tilbage til skole med færre timer, forringede resultater, og kommuner, der ikke leverer varen i form af livsduelige unge, der får en ungdomsuddannelse? Nej, vel. Derfor skal vi holde fast!", lød det blandt andet fra Herlev-borgmester Thomas Gyldal Pet... Vis hele teksten

Klag
ti. 26. jan. 2016 kl. 14:19 Tomas Hansen

Lærer

Som forældre.
Der ønsker mig faktisk en skole med færre timer, en skole der ikke er omdannet til et heldagsfængsel for mine børn, en skole med færre timer, så de også har tid til at være sociale, at SELV bestemme hvem de vil være sammen med, en skole der giver plads til... Vis hele teksten

Klag
ti. 26. jan. 2016 kl. 16:48 Anders H. Jensen

Lærer

Puh
Hun er utrolig svær at holde af hende Allerslev.

Håber regeringen vil sætte skolen mere fri. Ellers vil flugten til privatskolerne for både elever og lærere fortsætte voldsomt.

Sjovt at det har været med socialdemokraterne i centrum at man har ødelagt folkesk...



Vis hele teksten

Klag
ti. 26. jan. 2016 kl. 16:56 Tomas Hansen

Lærer

Jeps.
Hun er virkeligt utroligt langt væk fra virkeligheden, på den der helt ægte radikale måde, hvor man VED hvad der er bedst og hvis folk ikke forstår det, ja, så må man jo enten belære dem om det eller finde et andet folk.

Sådan er det jo.

Klag
on. 27. jan. 2016 kl. 07:56 Christian Wadskov

Bestyrelsesmedlem i Folkeskoleforældre

Det er da lidt sjovt...
At selv KL ikke kan få andre svar ud af forvaltningerne end at det der er lavere forventninger til inklusion (-8%) og hvad der bliver deres helt store problem hvis de gerne "vil have fred", nemlig samarbejde med forældrene om børns læring (-25%)
Det er sådan set to ...
Vis hele teksten

Klag
on. 27. jan. 2016 kl. 08:00 Christian Wadskov

Bestyrelsesmedlem i Folkeskoleforældre

Hvad angår deres sang om ro
Så vi jeg gengive min kommentar andetsteds til deres debatindlæg:

Sjovt som folkeskolen altid har brug for arbejdsro EFTER og ikke FØR der kastes en total omvæltning af det hele i hovedet på folk uden at spørge.
Måske skulle man overveje at tage debatten INDEN frem for at nægte problemer EFTER

Klag