Anmeldelse

Forestillingen ”Grisk” er gavmildt teater for de mindste

Limfjordsteatret har skabt en lillebitte forestilling, der overbevisende tager fat på de allerstørste emner.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”I må alle sammen gerne komme herover og få lidt af tiden. Men pas på I ikke spilder den”. Sådan lyder den sidste replik i Limfjordsteatrets filosofiske forestilling med titlen "Grisk". Det her er legesygt og originalt teater for indskolingen om selve meningen med livet. Fortalt igennem en meget lille, men effektiv historie, der formår at gøre tiden, materialismen og livet til noget ganske konkret. Det lyder abstrakt, men er logisk forløst i Annika Nilssons magiske scenografi.

Fakta:

Titel: Grisk

Forfatter: Limfjordsteatret

Forlag: Limfjordsteatret

I forestillingen møder vi Sune og Maja, der lever livet i hver sin ende af tilværelsens sandkasse. På midten finder de en fint indpakket gave uden afsender og modtager. Gaven bliver begyndelsen på en fabulerende forestilling om at give og tage. Om tiden og døden. Og om at passe godt på livet, som ingen af dem har lyst til at dele, hvilket naturligvis skaber en lang række konflikter.

Det er en historie, der stiller store krav til skuespillerne på scenen. Og Limfjordsteatret lykkes med det. Sammenspillet mellem Sune Christoffer Abel og Maja Skovhus Rehøj er fyldt med kvikke replikskift og masser af veltimede komiske optrin. Bedst illustreret, da Maja i midten af forestillingen vælter sig rundt i sandet, så det rammer de forreste rækker. Det unge publikum er godt underholdt.

Slutningen er lidt uforløst, men godkendt. Børnene får hver især lidt tid med sig, som de får besked på ikke at spilde. Skønt at se, hvordan nogle enkle rekvisitter spiller en væsentlig rolle og formår at sætte fantasien i gang. Et af Danmarks bedste børneteatre har således igen formået at skabe en forestilling, der går lige i hjertet på både børn og voksne.

Målgruppe: Fem-tiårige.