Anmeldelse

Nyskabende forestilling om mobning i cyberspace

Teateriet Apropos tager fat i mobningen på de sociale medier i et forfriskende bud på et digitalt teater i analoge rammer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad kan der ske, når en usikker ung pige i et øjebliks uforsigtighed tager et billede af sine bryster og sender det videre til en ven? Det spørgsmål bliver belyst i forestillingen "#bitch #kælling #backstabber", der netop har haft urpremiere i Aarhus.

Fakta:

Titel: #bitch #kælling #backstabber

Forfatter: Teateriet Apropos

Forlag: Teateriet Apropos

Kæresteparret Marcus og Mille har netop læst på Facebook og Twitter, at deres fælles veninde Simone har forsøgt at tage livet af sig selv. De er i chok over nyheden, der allerede spreder sig som en steppebrand på de sociale medier. De bliver nødt til at finde ud af, hvad der er sket. Mille kender tilfældigvis adgangskoderne til Simones sociale konti og kan dermed få indblik i begivenhederne op til selvmordsforsøget. Internettet husker alt, og du kan ikke slette din fortid.

Det bliver en rejse i tid, der giver et indblik i en parallelverden, hvor normerne er forskubbet drastisk i forhold til "in real life" (IRL). Normerne er faktisk skredet så meget, at det langsomt går op for forestillingens hovedpersoner, at de selv bærer en stor del af ansvaret. Selvmordsforsøget er udløst af en lang række begivenheder, der i bund og grund handler om ensomhed i en rå digital verden.

Teateriet Apropos formår her at skabe ny og spændende drama, der rammer præcist og sikkert ned i udskolingens verden. Her er sproget, som det bliver talt mellem 15-årige, og grænserne mellem den virkelige verden og cyberspace er elegant udvisket i en enkel, men effektiv scenografi. Henrik Szklany har skabt en suveræn tekst, som Sara Line Møller Olsen og Stig Reggelsen Skjold formår at gøre levende og digital. Smileys, udråbstegn og hashtags bliver oversat til kropslige fagter, som vi kender det fra Victor Borges legendariske tegnsætningssketch.

"#bitch #kælling #backstabber" er aktuel og i øjenhøjde med målgruppen. Og så er vi godt underholdt. Forestillingen er udviklet i samarbejde med Center for Digital Pædagogik, der tilbyder et fagligt skræddersyet oplæg, når forestillingen bestilles. Det kan helt klart anbefales.