Årets teknologimesse tilbyder deltagerne et overblik over apps, der kan gøre hverdagen lettere for mennesker med forskellige funktionsnedsættelser. Illustration fra programmet.

Konference giver overblik over apps og teknologiske landvindinger

Udbuddet af apps og teknologisk udstyr til mennesker med funktionsnedsættelser er så enormt, at det kan være svært at følge med. I næste måned giver årets IKT Messe et overblik gennem to dage med foredrag, seminarer, workshopper, udstillinger og præsentationer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad gør man, hvis man gerne vil være med på Facebook, men læser og skriver dårligt? Eller hvis ens ven sender en sms, man bare ikke kan læse?

For få år siden var sociale fællesskaber lukket land for unge, der kæmper med at læse og skrive. I dag kan ordblinde, læsesvage og unge med autisme eller et kommunikationshandicap hente hjælp i programmer og apps til smartphones og tablets.

For eksempel kan Prizmo genkende tekst og læse det op, hvis man tager et billede af teksten med sin smartphone. Programmet Heytell kan sende små talebidder frem for sms'er, og via Dragon Dictation kan man indtale en tekst, som bliver omdannet til skrift hos modtageren.

Speciallærer vælger enkelte apps ud til værktøjskassen

Speciallærer Rikke Frederiksen fra Center for Kommunikation og Undervisning i Himmerland har gode erfaringer på området, og det fortæller hun om på messen.

"Ny teknologi gør det muligt at være en del af det sociale netværk, og man får pludselig en følelse af at høre til i et almindeligt ungdomsliv. Det giver tro, lyst og selvværd", siger Rikke Frederiksen, der giver eksempler på, hvordan hun vælger enkelte apps ud, som tilsammen kan udgøre værktøjskassen for den enkelte i læse- og skrivevanskeligheder.

"Vi tager udgangspunkt i den enkeltes behov for kompensation for at nå et mål. Det være sig 9. klasses afgangsprøve, at finde vej, at købe en togbillet eller at kunne læse en opskrift og finde ud af, hvad der skal på indkøbslisten", siger Rikke Frederiksen.

 At teknologien styrker unge med læsebesvær er også erfaringen hos en anden oplægsholder, Stinne Lakmann, der er lærer på Farsø Efterskole for ordblinde.

"Teknologien støtter eleverne, så de bedre kan tage afgangsprøve og fortsætte på en ungdomsuddannelse. De føler sig virkelig stolte og bliver inkluderet på en helt anden måde," siger hun.

Uerfarne it-brugere lærer at bruge hjælpemidler ved hjælp af videooptagelser

Som de to foregående år er IKT-messen delt ind i de fem faglige hovedspor kommunikation, specialundervisning, hørelse og døvhed, velfærdsteknologi samt syn. Der er således oplæg for undervisere af både børn, unge og voksne.

Man kan for eksempel høre pædagogisk it-vejleder Allan Madsen fra Institut for Kommunikation og Handicap i Aarhus tale om "Skærmoptagelser til implementering og læring af hjælpemidler".

"Mange af de borgere, der får it-hjælpemidler som kompensation for deres nedsatte funktionsevne, er ikke it-kyndige. Når de skal lære at bruge deres hjælpemidler, optager jeg dem på video. Disse optagelser kan borgeren se, når han skal i gang med at bruge de udleverede programmer, der skal kompensere for funktionsnedsættelsen", siger Allan Madsen om sit oplæg.

For tiden får mange borgere iPhones og iPads. Også her laver Allan Madsen skærmoptagelser til de apps, borgeren skal anvende, så han får et alternativ til de engelske skriftlige manualer, der ligger på iTunes.

Er velfærdsteknologi et nyt ord for hjælpemidler?

Sporet om specialundervisning byder blandt andet på et oplæg om implementering af iPads på STU, og under hørelse og døvhed kan man høre om coclear implant til voksne.

To oplægsholdere fra Center for Rehabilitering og Specialrådgivning i Region Syddanmark stiller spørgsmålet: Er velfærdsteknologi et nyt ord for hjælpemidler? Og under synssporet gennemgår to it-konsulenter fra IBOS - Danmarks Nationale Kompetence- og Rehabiliteringscenter for unge og voksne med synsnedsættelse, apps til blinde og svagsynede.

Lærere og undervisere fylder godt på messen

Sidste år havde IKT-messen 707 besøgende. 15 procent af dem var specialkonsulenter, hørekonsulenter og synskonsulenter, andre 15 procent var undervisere og speciallærere og andre 15 procent igen var it-konsulenter.

Almindelige forbrugsgoder præger årets teknologi-messe

Resten af deltagerne fordelte sig på faggrupperne ergoterapeuter, pædagoger og specialpædagoger, ledere og teamledere, koordinatorer og sagsbehandlere og andre faggrupper.

IKT Messe & Konference foregår på Hotel Nyborg Strand og bliver afholdt for 21. gang i træk. Læs hele programmet via linket til højre.

Læs mere

Programmet for årets IKT Messe &Konference