Anmeldelse

Mindfulness for børn og unge

Er mindfulness det nye mantra?

Mindfulness er bevidst nærvær. Ved at øve bevidst nærvær kan skoleelever lettere modtage faglig undervisning. Bogen leverer både teoretisk baggrund og et omfattende praksiskapitel.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mindfulness er et af mantraerne i alternative kredse, og nu indtager begrebet også den pædagogiske scene. Især for børn med udviklingsforstyrrelser er der en del alternative retninger, som påberåber sig at have fundet de vises sten. Ikke alt er lige sagligt og dokumenteret. Umiddelbart ser bogen her dog ud til at have en mere gennemarbejdet akademisk tilgang til et for nogle alternativt emne. Så holder bogen vand, er spørgsmålet for mig, nu jeg står med den i hånden?

Fakta:

Titel: Mindfulness for børn og unge

Forfatter: Sabrina Justesen Leoni

ISBN: 9788777067099

Pris: 298

Sider: 191

Forlag: Dansk Psykologisk Forlag

Men hvad er mindfulness så? Mindfulness kan oversættes til opmærksomhed. Det vil sige en evne til bevidst nærvær. I mindfulness retter man opmærksomheden på indre tilstande uden at tillægge dem værdidomme. Man accepterer følelser og emotioner, som de er.  

Tidlige forskningsresultater peger mod, at mindfulness styrker børns jeg-opfattelse og impulskontrol. Hermed styrkes de executive funktioner. Det er væsentligt i forhold til børn med ADHD, som netop har hæmmede executive funktioner. Så i forbindelse med den megen fokus på inklusion, og specialpædagogik generelt, er bogen et interessant studie. Specielt inden for specialpædagogikken kan der være gode øvelser til børn, der er let afledelige. Gennem mindfulness kan de måske få den ro, der kan give dem muligheden for at holde koncentrationen på det faglige stof også. 

Kapitel 5 leverer en god række af muligheder i praksis, som har baggrund i de første fire mere teoretiske kapitler. Sammenhængen giver bogen tyngde, da det er erfaret praksis, der har virket i klinisk kognitiv adfærdsterapi for voksne. En praksis, som forfatteren har oversat til børn i øvelserne. En anden force er, at der også er ideer til hjemmeøvelser. Bogen bliver herved nærværende og let tilgængelig. Det er ikke de store foranstaltninger, der nødvendigvis behøves at sættes i værk. Endvidere har bogen flotte illustrationer.

Det, der er et lille men ved bogen, er, at den tydeligvis ikke er bygget op omkring et undervisningsforløb som sådan. Øvelserne er ikke ordnet efter en undervisningsmæssig kronologi. Det nærmeste, vi kommer, er, at det foreslås, hvilken rækkefølge øvelserne kan komme i. Det gør dog i og for sig ikke noget, at det er en psykologibog. Men som lærer skal man være indstillet på at bruge tid på at sammensætte forløb.

Så ja, bogen holder vand og kan indgå som inspiration og praksisbog til at udvikle et rum for eleverne. Især for de elever, der har særlige behov for at skabe et sikkert rum, før de kan indgå i det faglige rum. Som teoretisk læser er de første fire kapitler spændende, men som praktiker kan du sagtens starte ved det femte kapitel, som er praksisrettet.