"Forsker: Danskhed i skolen udløser brande. Indvandrerbørn bliver presset i skolen - derfor går de amok". Sådan lød overskriften på en artikel i MetroXpress i sidste uge, og kilden var antroprolog Laura Gilliam, som forsker i børneantropologi på DPU.

Men over for folkeskolen.dk understreger hun, at det ikke var det, der var hendes pointe. "Men kan ikke sige, at det er nogens skyld. Skolens institutionelle rammer gør, at lærerne og drengene ender i en ond cirkel, trods gode intentioner".

Laura Gilliam har skrevet ph.d. om etniske minoritetselever og i den forbindelse fulgt en klasse gemme syv måneder. Her oplevede hun, hvordan man i skolen har en elevnorm, som passer på middelklasseeleven, og den kan de etniske drenge ikke passe ind i.

"Jeg så igen og igen, hvordan det var de etnisk danske børn, som blev rost og de etniske minoritetselever, som blev rettet, fordi de ikke passer ind. Det mønster ser eleverne, og på et eller andet tidspunkt prøver især drengene at finde anerkendelse i drengegruppen i stedet. De får anerkendelse ved at være mod skolen, være maskuline og lave ballade. Det ser lærerne, så selv om de gerne vil behandle eleverne som individer, så begynder de også at se et mønster i, hvem der laver ballade, som så smitter af på opfattelsen af de nye drenge. Det giver en ond cirkel mellem lærerne og drengene"

Anerkendelse er den bedste disciplinering

Skolens reaktion er ofte at hæve disciplinen og lave endnu strammere rammer, men det mener Laura Gilliam er den helt forkerte reaktion.

"Jeg mener, det handler om at anerkende det, de kan. Der er ikke noget så disciplinerende som ros og anerkendelse. Men det er vigtigt at sige, at det ikke bare er et problem, den enkelte lærer kan løse ved at være anerkendende, for det er blevet en kultur blandt drengene, så man bliver mobbet, hvis man er sød i skolen".

Laura Gilliam mener, at man fra politisk side bør give bedre rammer, så der er resurser til at tage sig af børnene og give dem modersmålsundervisning. Desuden peger hun på, at en del af problemet bunder i et stort fokus på danskhed i læreplanerne. I bestræbelserne på at gøre eleverne så danske som muligt kommer skolen til at gøre de etniske elevers baggrund til noget negativt.

"Når modsvaret fra politisk hold bare bliver, at vi må lære dem det danske sprog og danske normer, så oplever eleverne, at de bliver afvist og skubbet ud. Når de er i gang med at skabe en identitet og hele tiden får at vide, at det, de kommer med hjemmefra, er forkert, så er det klart, at de skaber en modkultur".

Det er ikke Laura Gilliams pointe, at lærerne ikke skal lære drengene at tale og skrive godt dansk. Hun foreslår i stedet, at man taler om forskellige slags dansk til forskellige lejligheder. Så 'perkerdansk' ikke er forkert, men bare en slangform, som er anderledes end den, man skal bruge til en jobsamtale.

Skolen er symbol på nederlagene

At de frustrerede drenge har valgt at brænde skoler af, mener hun ikke er tilfældigt. For en del af drengene har haft mange negative oplevelser i skolen, som er blevet forstærket af både lærere og dem selv, og de oplevelser bidrager til den generelle frustration over medier og politi.

"Samtidig virker skolen som et symbol på det samfund, der har forkastet dem - 'Danskerne og lærerne kan ikke lide os'", forklarer hun.

Drengenes reaktioner minder ifølge Laura Gilliam om det man har set hos arbejderklassedrenge herhjemme eller for eksempel blandt sorte i USA. Og problemerne er helt anderledes blandt piger. Pigernormerne passer langt bedre med skolens elevnorm.

"Der er mange lærere, der har ondt at minoritetespigerne og gerne vil hjælpe dem, og det giver en positiv cirkel. En del af miniritetspigerne har samme oplevelse som drengene af, at de er de dumme. Men så reagerer de oftest ved at blive passive".