Anmeldelse

Tysk

Leseladen B

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ti læsehæfter

Et enkelt hæfte, cirka 15 sider, illustreret,

sort/hvid, 53,13 kroner

Sæt med ti læsehæfter plus facit- og klasseark, 481,25 kroner

Mols Forlag

'Leseladen B' er en fortsættelse af frilæsningssættet 'Leseladen A'. Materialet består af ti forskellige læsehæfter skrevet af forskellige tyske forfattere. Hæfterne handler for eksempel om romantik, forældre-børn-problematikken, kammeratskab, ferieoplevelser på godt og ondt, kriminalitet, husdyr, skole, en familiefars forsvinden og identitetsskift og fattige børns vilkår i Latinamerika.

Hovedpersonernes alder strækker sig fra ti til 49 år; de fleste er omkring 15 år. Piger og drenge er ligeligt repræsenteret som hovedpersoner. Hvert hæfte indeholder en historie. Hovedformålet med hæfterne er oplevelseslæsning, men der er udarbejdet nogle få kontrolspørgsmål til indholdsforståelsen til hvert hæfte.

Historierne indeholder nogle realistiske hændelsesforløb skrevet i et meget beskrivende sprog. Spænding, uhygge og overraskelser er elementer, der er med til at fastholde læseren. Fortælleteknisk er der brugt flashbacks, forudgreb og åben slutning, der er med til at aktivere læseren.

På grund af hovedpersonernes alder og hæfternes handlingsforløb er det min opfattelse, at hæfterne er mest velegnede i 8. klasse, som forlaget da også angiver som målgruppe.

Anne Grete Egede Andersen