Af Lars Stubbe Teglbjærg og Carsten Hall

Udgivet i anledningen af skolens 50-års-jubilæum

177 sider, 198 kroner

Thorup

Bernadotteskolen har altid været et særligt sted. Et frirum for forsøg og debat - en provokation mod den borgerlige dannelse og selvforståelse - og en ramme om generationer af elever, lærere og forældre igennem de sidste 50 år.

Skolens status af at være ét med pædagogisk nytænkning er ikke, hvad den engang var. Dengang selveste forstanderen for Danmarks Lærerhøjskole, den navnkundige reformpædagog G.J. Arvin, var den første leder, hurtigt efterfulgt af den lige så navnkundige C.C. Kragh-Müller. Og heldigvis for det, for det vidner om, at folkeskolen også er blevet en anden, og at mange af de pædagogiske mærkesager, som var Bernadotteskolens - fra elevdifferentieret undervisning over elevdemokrati til den centrale plads, som tværfagligt samarbejde og praktisk-musiske fag havde på skoleskemaet - også har fundet vej til folkeskolen.

Bernadotteskolen er heller ikke længere en provokatør. Afsluttende prøver og karakterer er også blevet hverdag her - og over halvdelen af eleverne fortsætter efter endt 9. eller 10. klasse i gymnasiet. Billedet af Bernadotteelever, som nogle, der var kreative, men som hverken kunne læse eller skrive, har således ikke bund i virkeligheden, hvis den da nogensinde har haft det. I de senere års pædagogiske debatter har skolens nuværende leder Lars Stubbe Teglbjærg tilmed forfægtet så 'traditionelle' positioner som lærerpersonligheden og kvaliteten af undervisningens faglige indhold - ligesom han heller ikke har lagt skjul på, at den moderne institutionaliserede barndom forekommer ham at være en u-ting.

Men hvad er der så tilbage af det særlige ved Bernadotteskolen? Det kan man få et udmærket indtryk af ved at læse det jubilæumsskrift, som skolen har udgivet i anledning af sin 50-års-dag. En dag, som i august blev fejret med højt humør, for efter økonomisk nedtur, pædagogiske uenigheder og et lederskifte i slutningen af 80'erne, er skolen i dag i en situation, hvor ventelisterne er alenlange, økonomien bragt på fode.

Og ligesom Bernadotteskolen er særlig, ligner dette skrift intet andet jubilæumsskrift, som denne anmelder har læst. Et erindringsbillede, skrevet af skolens leder, som startede sit liv med Bernadotteskolen som 19-årig matematikvikar - og en mosaik i ord og billeder, forfattet af lærer Carsten Hall, som med saks og lim har været dybt nede i skolens arkiver og scrapbøger.

Det er der kommet en meget personlig og læseværdig fremstilling ud af. Med Lars Stubbe Teglbjærgs tekst trækkes hovedlinierne op, samtidig med at forfatteren benytter lejligheden til at reflektere over, hvordan hans eget pædagogiske syn er kommet til verden. Det er jagten på den subjektive sandhed, vi her kan følge, og det er bestemt ikke kedelig læsning.

Har man hang til det nostalgiske - til at grine lidt over den pædagogiske naivitet i de politiske 60'ere og 70'ere, men også til at glæde sig over den entusiasme på børnenes og skolens vegne, som alle dage har præget Bernadotteskolen - så leverer Carsten Hall's billeder fra Bernadotteskolen bestemt varen. Her er masser af 'fodformede meninger', som da et forældrepar i i begyndelsen af halvfjerdserne henvendte sig til forældrerådet med et ønske om, at deres børns i undervisningen fik lejlighed til at tage stilling til 'den eksisterende samfundsstruktur'. Eller da nogle elever skulle evaluere et produktionsemne - en uge på lampefabrikken Bernaspot - og en af eleverne blandt andet udtalte, at emnet havde været dødgodt. 'Det bedste var kantinen. Det værste var klasseforskellene'.

Bernadotteskolens jubilæumsskrift er en bog om børn til voksne. Derfor er det måske heller ikke underligt, at de eneste navne - stort set - som figurerer, er navnene på de udgåede elever og deres klasselærere.

Ning de Coninck-Smith