Alligevel har jeg meget svært ved at se, at denne aftale sikrer ordentlige arbejdsforhold for alle lærere. I dag er der stor forskel på de lokalaftaler, der er forhandlet hjem i kommunerne. Vejle, hvor jeg selv er ansat har en, synes jeg, rimelig aftale, men jeg skal heller ikke kigge langt for at finde aftaler, der er bedre (Fredericia Kommune) eller dårligere (Herning Kommune). Hertil kommer, at der stadig er kommuner, der ikke har en aftale, og stadig arbejder under Lov 409. Der er også forskel på hvordan en lokalaftale udmøntes på de enkelte skoler, og dette afhænger af den enkelte skoles økonomi. Lad os sige at der i en kommune er aftalt et undervisningsloft på 800 timer. Dette kan betyde, at lærerene på skolen med sund økonomi skal have 750 undervisningstimer, mens man på naboskolen med stram økonomi skal undervise alle 800 timer. Er det rimeligt, og er det hensigtsmæssigt? Er det ikke blot med til at skabe A og B skoler, hvor lærerene søger væk fra skolerne med dårlig økonomi og over på skolerne med god økonomi? Jeg tænker at dette forekommer i stor stil i dag, både indenfor og udenfor kommunens grænser. Hvor meget koster det i øvrigt af skolernes ressourcer, når man flere gange i løbet af året skal bruge tid på ansættelses samtaler? Hvad koster det for de klasser, der gentagende gange oplever at lærere forsvinder og nye overtager?

Har man tænkt over, hvor lang tid, der skal bruges på forhandlingerne ude på skolen, hvis den nye aftale træder i kraft? Det er immervæk en del lærere, der skal laves aftaler med, og lederne får vel heller ikke mere tid end de har p.t. Når jeg ser på min ledelse, oplever jeg, at de har mere end rigeligt med opgaver de skal varetage, så hvor skal de lige skære ned på deres opgaver, for at finde tid til alle disse samtaler og forhandlinger?

Det, der skurrer mest i mine ører i aftalen er, at den udelukkende bygger på tillid og samarbejde. Der er ingen værn. Jeg har det som udgangspunkt helt fint med tillid og samarbejde, men jeg er også sådan indrettet, at hvis nogen har gjort mig uret, så forsvinder tilliden og samarbejdet lider et knæk. Den tillid kan selvfølgelig oprettes igen, men det kræver at begge parter arbejder sammen om at det skal lykkedes. Et tillidsforhold genskabes ikke ved at den ”krænkende part” siger de gerne vil starte på en frisk. Den genetableres ved at de viser det. Har KL eller regeringen på noget tidspunkt siden 2013 vist, at de vil genetablere tillidsforholdet med lærerene igen? Det har jeg meget svært ved at se. Pernille R. Theil har kun kunnet svinge sig op til at kalde forløbet for ”uskønt”, og KL har vel mere eller mindre været tavse. Der er stadig kommuner, der ikke har en lokalaftale. Har de vist at de vil genoprette tilliden og samarbejdet? Hvis de virkelig havde villet det, var der intet til hinder for, at de kunne have indgået en lokalaftale med lærerene i løbet af de sidste 7 år. Men det har man åbenbart ikke ønsket. Er det et udtryk for at man vil et samarbejde baseret på tillid til hinanden?  Aldersreduktionen, som vi igennem tilbageholdenhed i tidligere forhandlinger sikrede os blev ”stjålet” i 2013. Nu kan vi så få den tilbage igen, mod at vi lige betaler for det en gang til. Er det tegn på tillid? Det svarer jo til at jeg køber en bil hos en brugtvognsforhandler, som efterfølgende stjæler den tilbage, pudser den og vil sælge den til mig en gang til, mens han smiler og snakker om at vi skal have tillid til hinanden.

Der er masser af ventiler man kunne skrue på, for at imødekomme nogle af lærerenes ønsker. Forkorte skoledagens længde og se på om den kæmpe inklusionsopgave skulle tilføres lidt midler. Men her har Pernille R. Theil jo meldt klart ud, at det ikke kommer til at ske.

Vi har at gøre med en modpart, der har taget hvad de ville have gennem de sidste 7 år. ”Stjålet” penge fra os og sparet milliarder under lockouten, mens lærerene betalte ”seancen” af egen lomme. De har udskammet os offentligt, og kørt helsides annoncer i dagbladene om de forkælede læreres, dovenskab og særaftaler. Vi har fået at vide at vi skulle ”lukke røven og trække i arbejdstøjet” og komme ”kravlende tilbage på vores grædende knæ”, og det nærmeste vi er kommet på en undskyldning er, at det ”var et uskønt forløb”. Er det sådan man genetablerer et tillidsforhold? Kære magthavere og politikere – prøv lige at bytte rollerne ud et øjeblik og se det fra vores perspektiv. Ville I mene at tilliden var genoprettet, hvis lærerene havde trukket jer igennem ”vridemaskinen” som beskrevet ovenfor, og ”undskyldt” forløbet med udtrykket ”et uskønt forløb”? Nej vel?

Hvis I gerne vil genoprette tillidsforholdet mellem os, så begynd med at vise, at I vil det fremfor blot at sige det, alt imens I laver en aftale, der kan tolkes vidt forskelligt alt efter øjnene der ser.

Jeg er helt sikker på, at det ville være bedst for Folkeskolen og samfundet, hvis vi igen kunne samarbejde om at gøre skolen så god som mulig. Jeg er også helt sikker på at tillid til hinanden er bedre end mistillid. Men skal jeg være 100 % ærlig, så har jeg p.t. ingen tillid til politikerne og magthaverne, og den bliver heller ikke genoprettet ved at man kalder fortidens ”overgreb” for ”uskønt”.

Derfor hælder jeg mest til at stemme Nej til aftalen. Det er muligt, at jeg ikke får en aftale, der er bedre – sikkert ikke, men i det mindste kan jeg have æren i behold, velvidende, at jeg ikke gav efter for en krænkende parts krav, og købte ind på deres snak om tillid alt imens de blot fortsatte med at gøre hvad de havde lyst til, og tog hvad de ville have.