Martin Dannevang Jensen fra Løsning Skole er vinder af prisen som årets natur/teknologi-lærer vest for Storebælt.

Her er vinderne af årets Novo Nordisk-priser til naturfagslærere

13 naturfagsundervisere og pædagoger er blevet hædret med priser til årets Big Bang-konference i Odense.

Publiceret Senest opdateret

Traditionen tro uddeler Novo Nordisk Fonden en række priser til naturfagsundervisere under den årlige Big Bang-konkurrence, der i denne uge løb af stablen i Odense. I alt 13 priser er uddelt.

Prisen som årets natur- og teknologilærer øst for Storebælt deles mellem Karima Bruun Henriksen, Harry Andrew Osborne og Morten Fich Lønnee fra privatskolen Skt. Josefs Skole i Roskilde.

Prisen for årets natur-og teknologilærer vest for Storebælt går til Martin Dannevang Jensen fra Løsning Skole.

Han er blandt andet primus motor på skolens deltagelse i Engineering Day, og er også hovedmanden bag, at Løsning Skole som en af 12 skoler deltager i Lego Fondens og professionshøjskolernes fællesprojekt Play@Heart.

Og det er ikke kun eleverne, der har glæde af Martin Dannevang Jensens engagement, lyder det i begrundelsen for at tildele ham prisen:

"Det har også kollegaerne og lærere fra andre skoler, der har stor glæde af hans undervisningsforløb, som han udvikler og finder inspiration til i samarbejde med kollegaer fra hele verden".

Prismodtageren selv siger i en pressemeddelelse, at han anser natur/teknologi som et dannelsesfag, der klæder eleverne på til at begå sig i fremtiden:

"Jeg tænker da, at nogle af mine elever bliver så inspireret af natur- og teknologifagene, at de vil gøre det til et karrierevalg, men selvom de vælger noget helt andet, håber jeg stadig på, at min måde at gå til undervisningen har smittet af på dem, og at de vil fastholde interessen for teknologi".

Med prisen følger 250.000 kr., hvoraf 50.000 kr. tilfalder prismodtageren, mens 200.000 tilfalder skolen.

Priserne som årets naturfagslærer deles mellem Christian Storm Tholberg fra Erritsø Fællesskole og Jens Frederik Broch fra Rudersdal Lilleskole, mens prisen som årets naturfagsunderviser på læreruddannelsen går til  Lars Henrik Jørgensen fra UC Syd.

Du kan se den fulde liste over prismodtagerne her.

Og husk, at du kan se flere af oplæggene fra årets Big Bang-konference kvit og frit på Big Bang TV.