Lærere: Hån at ansætte en sfo-leder som leder på specialskole

Lærerne i Mariagerfjord er utilfredse med, at kommunen ansætter en sfo-leder som afdelingsleder på en ny specialskole. De kalder det for et brud på overenskomsten og en hån mod elever, forældre og lærere, at afdelingslederen ikke er læreruddannet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvis man skal være leder og oven i købet på en specialskole, så kræver det, at man har indsigt i undervisning og kan vejlede lærerne. Vi mener ikke, at sfo-lederen har de kompetencer, for det kræver som minimum, at man har en læreruddannelse, og på en specialskole vil det også være godt, at man har specialpædagogisk viden", siger Gert Willems, formand for Mariagerfjord Lærerkreds.

På lærerkredsens generalforsamling vedtog deltagerne en resolution, hvor de kalder ansættelsen af sfo-lederen på Astrup Specialskole for "helt uacceptabel", "en hån mod elever, forældre og lærere" og "til og med også i strid med overenskomsten".

"Folkeskolens personale skal have den uddannelsesmæssige baggrund, der kræves ifølge folkeskoleloven. Her står, at man skal have en læreruddannelse for at undervise, og ifølge bemærkningerne til ledernes overenskomst skal ledere have undervisningserfaring og ret til at undervise. For mig at se betyder det, at de skal have en læreruddannelse", siger Gert Willems.

Forflyttelse forhandlet med Skolelederforeningen

Astrup Skole er i dag en folkeskole med 12 klasser fra 0. til 6. klasse, fire specialklasser for børn med generelle indlæringsvanskeligheder og en specialklasse for børn med tilknytningsforstyrrelser.

Som led i en ændret skolestruktur bliver skolen nedlagt til sommer, og der oprettes i stedet en ny specialskole for elever med indlæringsvanskeligheder i bygningerne. Der er tale om en selvstændig skole, og den øverste leder er læreruddannet, mens den kommende afdelingsleder er leder af skolefritidsordningen på en anden af kommunes folkeskoler.

Ansættelsen af hende indgår i en større lederrokade i forbindelse med strukturændringerne, og skolechef Peter Møller Rasmussen siger til avisen Nordjyske, at han har forhandlet forflyttelserne med Skolelederforeningen.

Skolelederforeningen burde have reageret

Den udlægning er korrekt, siger Gert Willems.

"Skolelederforeningen har nikket ja, men den har alene godkendt, at afdelingslederen bliver ansat på deres overenskomst, men ikke at hun ikke er læreruddannet. Alene af den grund burde Skolelederforeningen have reageret", siger Gert Willems.

Aftalen er forhandlet på plads med Skolelederforeningen centralt, og her er sekretariatsleder Poul Krogstrup enig i, at skoleledere skal vide, hvad de har med at gøre.

"En leder, der ikke kender til læring og læreprocesser, kan ikke opnå den fornødne legitimitet i organisationen. Lærerne vil gå uden om, hvis han ikke kan svare på deres spørgsmål. Men i dag uddanner folk sig gennem hele livet, og det må være op til arbejdsgiveren at vurdere, om en ansøger har de nødvendige kompetencer", siger Poul Krogstrup.

Skolelederforeningen forbereder sig på fremtiden

Med få undtagelser har alle skoleledere en læreruddannelse, men det krav er under pres.

"Jeg forstår godt, at lærere har uddannelse som hovedargument, men ved de seneste overenskomstforhandlinger ville KL have fjernet sætningen om, at lederen skal have ret til at undervise. KL vil gøre kommunerne fri for regelstyring så de kan gå efter dem, de finder bedst egnede", siger Poul Krogstrup.

Den fremtid er Skolelederforeningen ved at forberede sig på.

"Det gør vi bedst ved at sørge for, at lederne bliver ansat på LC's overenskomst. Ellers vil andre fagforeninger tegne overenskomst for skoleledere med andre faglige baggrunde, og så får vi ikke alle med i den fælles lederforsamling", siger Poul Krogstrup og forudser, at der vil blive ansat flere ikke-læreruddannede ledere i folkeskolen i de kommende år.

"Det her er et område, vi skal være meget opmærksomme på", siger han.

Kommunen bør lytte til lærerne

Formand for overenskomstudvalget i DLF, Gordon Ørskov Madsen er enig med Mariagerfjord Lærerkreds i, at det er meget alvorlig sag at ansætte en ikke-læreruddannet som afdelingsleder på en specialskole.

Men DLF er i øjeblikket er i dialog med KL om netop overenskomstdækningen på lederstillinger i de kommunale skolevæsner, så ifølge Nordjyske tør han ikke udtale sig skråsikkert om, hvorvidt måden, afdelingslederstillingen i Astrup er blevet besat på, er et brud på overenskomsten.

"Men selv om det ikke skulle være brud på overenskomsten, håber jeg, at Mariagerfjord Kommune lytter til de argumenter, lærerne kommer med. Hvis man kun lytter til, hvad man har ret til, er man på det forkerte side af et godt samarbejde", siger han til avisen.

Ifølge Gordon Ørskov Madsen er også Odense Kommune ved at besætte en lederstilling med en ikke-læreruddannet.