Kaj Borchert og Bettina Marup-Dalsten står sammen bag YouTubekanalen Kajs Kanal, hvor Kaj Borchert underviser i tysk. Gennem arbejdet med YouTubekanalen har de fået fået mange gode oplevelser. For nyligt begyndte de at tage på skolebesøg og undervise elever i tysk, og da Nationalmuseet i 2019 åbnede udstilling Tyskland, kunne alle skoler få en times undervisning med Kaj Borchert som en del af deres besøg på museet.

77-årige Kaj er YouTube-stjerne

På sin YouTubekanal Kajs Kanal underviser lærer Kaj Borchert med engagement og personlighed landets elever i tysk grammatik og tyske gloser.

Publiceret Senest opdateret

En farverig trøje. En lille dans eller en sjov paryk. Og massevis af plancher med tyske ord og gloser i alverdens farver. Det er nogenlunde opskriften på en YouTubevideo fra Kajs Kanal, som 77-årige Kaj Borchert er vært og underviser på.

”Eleverne plejer at sige: ’Du er ikke helt normal Kaj’. Og det har de jo nok ret i”, smågriner han.

Den anderledes tyskundervisning er en stor succes. Kanalens mest populære video om udsagnsord er blevet set mere end 23.000 gange – og med Kaj Borcherts egne ord er hans pensionisttilværelse ”gået bananas” efter han startede som Youtuber.

”Når man får en YouTube-kanal, så får man en stjernestatus blandt eleverne. Jeg skulle i Magasin den anden dag og havde helt glemt, at jeg havde min jakke på, hvor der står Kajs Kanal på ryggen. Lige indtil en gruppe elever opdager mig og råber ’Det er jo Kaj fra Kajs Kanal’. Så blev der kaos – de skulle alle sammen have selfies, og jeg måtte love eleverne, at jeg kommer på besøg på deres skole”.


Kaj vil hjælpe alle elever i Danmark

Inden Kaj Borchert gik på pension som 70-årig, var han skoleleder på Skolen ved Vierdiget. Han har dog ikke helt sluppet arbejdet folkeskolen og har de sidste fem år undervist i tysk et par lektioner om ugen på Dragør Skole. Det var her, at hans kollega og tyskmakker Bettina Marup-Dalsten i 2019 foreslog at oprette en YouTubekanal til ham.

”Jeg var modstander af ideen til at starte med. Men til sidst overgav jeg mig. Det er da vildt at kunne undervise alle elever i Danmark og ikke kun dem i Dragør”, siger han og forklarer videre:

Det er ikke kun elever og lærere, der er glade for Kaj Borchert videoer på YouTube. Han bliver også kontaktet af voksne, der skriver, at videoerne har været gode til at opfriske tysk for dem igen. Kaj Borch plejer at anbefale, at man starter med grammatikvideoerne til 5. klasse, hvis det er lang tid siden, man har talt eller skrevet tysk.

”Jeg gør det med det ene formål at hjælpe. Hvis jeg spurgte folk på Strøget, hvad det værste fag i skolen var, ville mange svare tysk, for det er et svært sprog. Kajs Kanal er til for at hjælpe alle elever i Danmark med tysk. Og fordi vi synes, det er skidesjovt at lave”.

Siden 2019 har Kaj Borchert sammen med Bettina Marup-Dalsten lavet intet mindre end 159 videoer til Kajs Kanal. Mens Kaj Borchert er foran kameraet og underviser, står Bettina Marup-Dalsten for teknikken.

”Bettina vil helst ikke foran kameraet, men hun sparrer med mig på ideerne og sørger for alt det tekniske. Hun er skidedygtig til tysk og en fremragende organisator. Uden hende, ingen kanal, siger Kaj Borchert.

Ikke skiftet undervisningsform siden '68

Undervisningsformen på Kajs Kanal er den samme, som han har benyttet sig af siden 1968: Med store, farverige plancher gennemgår Kaj Borchert dagens grammatik eller tema, mens han skriver, tegner og fortæller.

”Det er helt bevidst, at jeg bruger plancher og farver til at fange elevernes opmærksomhed. Ungerne elsker farverne, fordi det giver et godt overblik. Det er for eksempel nemmere at se bøjningerne på endelserne, når jeg skriver dem med en anden farve på papiret”.

”Eleverne er heller ikke vant til, at undervisningen foregår på papir. De er vant til, at lærerne står med mus og computer. Derfor er det også spændende og anderledes for dem, at jeg bruger plancherne”.

Også en hjælp til lærerne

Det især videoerne, hvor Kaj Borchert gennemgår grammatik, der hitter på YouTubekanalen. Men man kan også finde videoer, hvor han præsenterer forskellige emner eller temaer for eleverne.

”Da vi havde lavet videoerne om grammatik, begyndte vi at snakke om, at man også kunne lave videoer med emner for at hjælpe tysklærerne. Vi begyndte med emner, som vi tænkte, eleverne ville gå op i og synes kunne være spændende. Derfor findes der videoer om sociale medier, venner, Tyskland og alt muligt andet. Lige nu er vi i gang med et stort emne om Danmark”, siger han.

Han forklarer, at tanken er, at videoerne kan bruges som oplæg til nye emner i tyskundervisningen.

”Det smarte ved videoerne er, at de fungerer som et oplæg. Lærerne kan sætte det på, og så sørger jeg for at introducere eleverne til emnet. Derefter er det lærerne, der tager sig af det videre forløb”, siger han og opfordrer lærerne til at skrive til ham og Bettina Marup-Dalsten på YouTube eller Facebook, hvis de gerne vil have en video om et bestemt emne.

"Jeg har optrådt hele livet"

Som noget nyt er Kaj Borchert og Bettina Marup-Dalsten også begyndt at tage på besøg på skoler for at møde eleverne og lærerne. Det har været en overvældende oplevelse, fortæller han.

”Eleverne klapper og pifter, når vi kommer og skal have selfies. Det sker også tit, at andre klasser kommer og vil se med. Det er som om, at man er en rockstar”.

Hvad er det du gør for at vække elevernes begejstring på den måde?

”Hvis du snakkede med min kone, ville hun sige, at jeg har optrådt hele mit liv. Jeg har altid været den der skrev sange og lavede indslag til fester. Det gør jeg også i min undervisning. Jeg prøver at vise eleverne, at jeg brænder for tysk og serverer det med lidt humor og livlighed”.

”For os er det også vigtigt, at kanalen viser vores personlighed. Sådan har jeg altid gjort i mit arbejdsliv. Jeg er Kaj, og jeg vil være mig selv og bruge hele min personlighed på kanalen. Og det kan mit publikum heldigvis godt lide. Også selvom de siger til mig, at jeg ikke er helt normal”.