Lærer til lærer

Når lærerjobbet er fedest

At arbejde med teater i undervisningen er det fedeste i verden, fordi vi arbejder med eleverne på en anden måde og lærer så meget om os selv og hinanden. Teater kan noget magisk ved at bringe folk sammen og når teatermagien opstår skabes det fedeste sammenhold.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rasmus Breuning er min kollega på Asgård Skole i Køge, og han brænder for drama. Jeg kalder ham kærligt ’drama-nørd’, og hans iver og kunnen på området tilfører skolen noget helt unikt.

At arbejde med drama kan noget helt specielt for eleverne.

Alice i Eventyrland

6. årgang - tre klasser - har netop afsluttet en eminent flot opsætning af ’’Alice i Eventyrland.

Rasmus fortæller mig, at årgangens lærerteam forud for projektet besluttede, at arbejdet med stykket skulle inddrage alle elever og være virkelig storslået.

Eleverne ville rigtigt gerne arbejde med at lave teater, og da mange elever var opsat på at få roller, faldt valget på historien om Alice i Eventyrland.

’Vi har prioriteret projektet, fordi vi har en elevgruppe, der virkesig meget gerne vil det her, og det har været en gave at have elever, der brænder så meget for det. Og så har der været et dygtigt lærerteam omkring de tre klasser med kompetencer i musik, idræt, billedkunst og dansk til sammen med eleverne at få udarbejdet et flot manuskript og flotte kostumer, rekvisitter og kulisser. Derudover blev der fundet kendte nutidige sange til teaterstykket, og der blev arbejdet med sang, sammenspil og dans - både på scenen og blandt publikum.

Det var overraskende så mange, der var glade for stykket til start, men også hvor mange der blev glade for stykket undervejs - og vi blev faktisk nødt til at skrive flere scener ind i stykket. F.eks. blomsterpigerne. Vi havde nogle drenge, der ikke rigtigt gad, fordi de syntes, det var barnligt. Men da de blev spurgt, om de ville spille ’blomster-bitches’, var de straks klar.

Lærerne havde med vilje rammesat stykket for eleverne for at gøre dem trygge. Der blev arbejdet forud med øvelser i brug af kropssprog, og eleverne syntes det var sjovt. Det gjorde, at eleverne i stykket blev langt mere kreative end forventet, og de gik ind og tog ansvar for stykket på alle måder.

Alice i Eventyrland er et meget ambitiøst projekt, og du kan høre Rasmus fortælle uddybende om det her (13 min.) https://www.youtube.com/watch?v=PWpph2GtpoQ&feature=youtu.be

Her understreger Rasmus desuden, at det meget store fælles arbejde og de mange fælles frustrationer men også rigtig mange fede oplevelser sammen bringer folk sammen, og det skaber pludselig det fedeste sammenhold blandt eleverne og lærerne - man glemmer hverdagens konflikter og er i en anden magisk verden. Det teaterprojekt vil eleverne aldrig glemme.

Som afslutning blev givet 3 flotte forestillinger i teatersalen for skolens elever og klassens forældre.

Rasmus henviser til en ret ny artikel: Mindre stress, mere empati. Drama skal tilbage på skoleskemaet. Det er nemlig et effektivt redskab til at styrke børns empati og sociale kompetencer, mener hjerneforsker Kjeld Fredens. 31. marts 2019

Kjeld Fredens siger: Du kan ikke lave teater eller improvisation uden, at du hele tiden er opmærksom på samspillet mellem dig selv og den anden. Improvisation tvinger samarbejdet frem.

Rasmus Breuning mail: rasm3049@koegeskoler.dk

Powered by Labrador CMS