Debat

Je suis en sygeplejerske

Solidariteten er stor, når nationer eller områder rammes af terror eller naturkatastrofer. Så er vi alle klar til at skifte banner på facebook eller lade vores instagramprofil svømme over med sympatiopslag. Hvorfor er det omvendt, når en faggruppe rammes af arbejdsgiverarrogance? Så burde vi slå ring om dem. I stedet begynder andre faggrupper at huske, hvornår de selv følte sig alene eller svigtet. Hvordan hjælper det os i fremtiden? Især hvis arbejdsgiverne gennemskuer den mekanisme? De behøver ikke kæmpe mod os, det klarer vi fint selv?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvorfor skal vi lønnes forskelligt?

Jeg støtter sygeplejerskernes strejke. Det er på tide at nogen sætter foden ned - uligheden er stukket af - udover rimelighedens grænser.

Forklar lige dit barn på 8 år, at der skal være stor forskel på hvad mennesker skal tjene ved at gå på arbejde!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

“En kommunaldirektør kan tjene 2 millioner om året, og får en bonus hvis han kommer på arbejde frem til aftalens ophør, eller en godtgørelse hvis han fratræder før tid. En lærer tjener ca. 400.000 om året”. 

Hmmm? Men en kommunaldirektør arbejder altså ikke 5 gange så meget som en lærer!

Argumentet for de skæve lønninger kommer sjældent fra bunden. Som regel fremføres de af højtlønnede, som sidder over midten i lønpyramiden. 

“Hvis man vil have de dygtigste til jobbet, må man betale det de forlanger, ellers finder de et andet job”.

Hmmm? Det virker som om man glemmer den logik fuldstændig, når der tales om sygeplejersker og pædagoger? Om få år er virkeligheden nemlig:

Hvis man vil have NOGEN til at skifte dit barn eller pleje dine syge, så man betale det de forlanger ellers er der INGEN der vil gøre det. Dem der måske ville have gjort det har fundet andet arbejde med en højere løn.

“Men hov, den gælder ikke for sygeplejersker og pædagoger (og politibetjente, fængselsbetjente og skolelærere osv.). De skal jo ikke vælge erhverv efter hvad de tjener på det, eller hvor lukrative forholdene er. De skal gøre det fordi de ønsker at gøre en forskel”.

Hmmm? Den logik gælder åbenbart kun de store velfærdsområder, hvor dårlige normeringer, lav løn og stort arbejdspres vil koste milliarder at forbedre?

“Hvis en læge kun tjente det samme som en sygeplejerske, så ville ingen tage de lange uddannelser, hvis de kan gå gennem en kortere uddannelse og få en tilsvarende løn”.

Hmmm? Det virker som om, at jo mere man tjener jo mere er arbejdet for pengenes skyld, hvis man skal følge den logik, og dét tror jeg simpelthen ikke på. Jeg tror at de fleste der vælger at uddanne sig til læge, overvejende gør det fordi de finder området spændende og meningsfuldt. Skulle sygeplejerskerne løftes op i nærheden af lægers løn, tror jeg næppe man ville se en masse læger ønske at blive sygeplejersker?

“De som får for lav løn har været for dårlige til at forhandle. Man skal være villig til at sætte hårdt mod hårdt”.

Hmmm? Da lærerne sagde nej til OK13, blev de lockoutet og efterfølgende ramt af en lovindgreb, hvor politikerne gav lærernes tidligere rettigheder til arbejdsgiverne (sig selv). Sygeplejerskerne vil strejke, men kan ikke blive væk. Deres funktion er simpelthen for livsvigtig til at de kan undværes. Man er simpelthen så pligtopfyldende at 90% af sygeplejerskerne kommer på arbejde under strejken. Forhandlede man hårdt mod hårdt, så blev de ALLE hjemme og lod patienternes pleje være op til de politikere som har ansvaret.

“Men hvis vi aflønner folk mere lige, hvad skal så gøre stillinger attraktive?”

Måske vil jagten på mammon afløses af jagten på det gode arbejdsmiljø? Godt kollegaskab? Indflydelse på egen indsats? Mening med arbejdet?

At vi i dag aflønner med store forskelle, bunder i at de nuværende lønstrukturer står på skuldrene af de gamle. Og det at lønstigningerne fortsat forhandles i procenter vrider jo bare det hele endnu mere skævt med tiden. De som i forvejen tjener mest, har tilsyneladende mere brug for flere penge, end dem der tjener mindst?

Det giver ingen mening at aflønne folk med store forskelle, heller ikke efter deres uddannelseslængde eller køn. Omtrent ligesom det ikke ville give mening at aflønne efter vægt, højde eller øjenfarve. Hvis man endelig skulle retfærdiggøre lønforskelle, så skulle de måske sættes efter hvilke nytteværdi for samfundet den enkelte funktion har? 

Men det er meget vanskeligt at se hvilke funktioner der kan undværes, for SAMMEN udgør vi, befolkningen, det fællesskab, som giver os et af verdens rigeste og mest modstandsdygtige samfund. Alle der går en time på arbejde bidrager med en time af deres liv - 

Hvorfor er en time af dit liv mere værd end en time af mit?

(det burde ikke være sygeplejerskerne der skal forklare hvorfor de skal have ordentlig løn ligeom andre - det burde være omvendt: arbejdsgiverne burde forklare hvorfor sygeplejersker skal lønnes lavere end andre)

Jeg støtter sygeplejerskernes NEJ til øget lønulighed. Jeg håber de får hul igennem. Men jeg håber ikke man finder nye argumenter for nye store forskelle, derimod håber jeg at man indser at hvis der ikke er råd til det hele, så må lønfesten i toppen stoppe, og udligningen i gang? Hvis Danmark fortsat skal være et sted hvor vi har råd til at bo blandet, og at nogle vil løfte de store omsorgsopgaver vi har, så er der behov for en fladere løn.

I den diskussion bør det også overvejes om vores uddannelsesstøtte ikke skal løftes betragteligt, så det ikke er en kamp at tage en lang uddannelse, men noget man hjælpes gennem mens det står på. Som det er nu skal man spare, stifte gæld, hutle sig gennem, forsømme børn, studiejobbe osv. Det fremføres så som argumenter for at lang uddannelse skal give høj løn, men over en livstid holder det bare ikke. 

Mennesker med kort uddannelse svigtes i bunden - og festen fortsætter i toppen. Det er ved at gå op for de unge, og fravalget af velfærdsuddannelserne er spæde tegn på at markedskræfterne VIL blive løftestangen for pædagoger, lærere og sygeplejersker, når der fremover skal rekrutteres og der er ALT for få at finde.