Anmeldelse

Tordenskjold

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

OTA-bøgerne er tilbage!

Til orientering for yngre kolleger: OTA-bøgerne, der blev udgivet i mellemkrigstiden af et kendt havregrynsfirma, var små pocket-udgaver i stift bind, der blandt andet indeholdt fortællinger om berømte mænd og kvinder i Danmarkshistorien. Bøgerne kunne erhverves ved at indsende et vist antal flaps fra havregrynsæskerne. Velbekomme med havregrøden!

Nej, selvfølgelig er disse bøger ikke tilbage i originaludgave og med samme producent, men læseplanens omtale af historiske fortællinger har givet flere forlag inspiration til at dykke ned i forrige århundredes 'skattekiste' af nationalromantiske 'Go'e historier'.

Som nu for eksempel dette materiale.

Historikeren Søren Mørch har i sit opus 'Den sidste Danmarkshistorie' proklameret det danske riges opløsning som nationalstat. Blandt andet fordi vi ikke længere er fælles om en række historiske grundfortællinger - eller myter - for nu at sige det direkte.

Kan historierne om den norske Peter Wessel, hans opvækst og heroisk/finurlige indsats i Den store nordiske Krig - en af de mange 'Vi var lige ved at vinde-krige' - monstro bidrage til at samle nationen?

Næppe.

Okay - hvis en elev skulle finde på at spørge, hvem den underlige mand på tændstikæsken er, så stik ham/hende bogen.

Bruge den i historieundervisningen? - Jo, meget kan bruges i den rette didaktiske tænkning, så hvorfor ikke?

Ellers kun et par bemærkninger om bogens store, tegnede illustrationer.

Det er selvfølgelig noget af en smagssag, om man kan lide disse grove, nærmest karikerende tegninger (oh, OTA-bøger!), men som anmelder har man pligt til at meddele tegner og forfatter en liden perspektivfejl i bogens forsideillustration: Tordenskjolds affyring af sin pistol vil højst kunne genere måger og bestemt ikke det svenske skib, der ligger på klos hold.

Bogen kan læses af nogle elever i 6. klasse.