Eftersom verden jo ikke er overbefolket med sande, autentiske helte og demokratiske forbilleder, er det så meget mere bemærkelsesværdigt og prisværdigt, at Vesterbro Ungdomsgård og Bo Schiøler med denne filmmusical vælger at sætte fokus på Aung San Suu Kyi.

Kvinden, der voksede op med savnet af sin myrdede far, Burmas befrier, og som tog tråden op efter ham og blev leder af Burma. Siden blev hun forfulgt og interneret, fik Nobels fredspris i 1991 og har siden 1989 siddet i husarrest.

Hvad ved vi: Vi ved, hun er kvinde. Hun er buddhist. Hun er tålmodig. Hun er sin fars datter. Sådan præsenteres Aung på coveret, og Ungdomsgården har således påtaget sig opgaven at formidle, hvem hun er, denne tilhænger af passiv modstand, ikke-vold og civil ulydighed.

I sin opbygning er forestillingen meget enkel, udstyrsmæssigt endnu mere enkel; der bruges stort set ingen rekvisitter. Et velspillende band og 13 dygtige skuespillere giver stykket liv og gnist.

Lykkes forestillingen? Ja, absolut. Bagefter ved vi meget mere om Aung, om hendes kamp og om den spændte og ulykkelige situation i Burma. Og ja, man sidder tilbage meget inspireret til selv at tage tråden op i musicalsammenhænge eller blot i den almindelige undervisning, det være sig dansk, historie eller samfundsfag .

Jeg har blot en anke: Synkroniseringen halter lidt. Skuespillerne synger og bevæger sig en anelse, før den tilhørende lyd klinger. En ærgerlig og forstyrrende fejl.