Min kone siger, at livet er for kort til franske film, fordi jeg holder af Francois Truffaut. Denne dokumentarfilm er smuk, rolig og kommer tæt på sine personer, men den er lang.

Den viser et forår i en vestfransk landsbyskole med herlige børn, en dybt engageret lærer og et par ture til livet udenfor. Skulle jeg anmelde til et filmblad, ville jeg sige, at den er et fint eksempel på fransk eksistentialisme i praksis med den eftertanke, som allerede titlen henviser til.

Til folkeskolen er jeg i tvivl om filmens brug. Jeg så den først uden undertekster, fordi jeg tænkte, at den var til franskundervisning, men måtte opgive, fordi dialogen var for svær at høre.

Derpå så jeg den med tekster, fordi jeg tænkte, at den kunne give danske lærere et indblik i fransk pædagogik. Men også her måtte jeg give op. Vilkårene er for ulige. Én lærer med 12 artige småbørn og en "spilopmager", og det er så hele skolen. Det findes ikke i Danmark, for hvis der var en sådan, blev den prompte nedlagt. Miljø og nærhed er fint, men for dyrt i minimalstaten Danmark.

Det er så som så med lærerens faglighed; danske kolleger vil undres over gammeldags metoder, men man tilgiver gerne manden, fordi han så tydeligt elsker sine børn og sit arbejde - og de elsker ham - og bliver kloge i et trygt og positivt miljø, se for resten folkeskolelovens paragraf 1, stykke 2. Filmen kunne måske bruges stumpvis i dansk og billedkunst til at tale om livet og levende billeder i børnehøjde.