Herman Lindqvists bog om Christoffer Columbus er mere en roman end en historisk fagbog. Genremæssigt vil jeg karakterisere fortællingen som en psykologisk thriller.

Meget tidligt i bogen spørger Lindqvist: "Var han rigtig klog, Christoffer Columbus?" Og et par sider længere fremme sammenlignes Columbus med Don Quijote. Forskellen er blot, skriver forfatteren, at Don Quijote er en litterært opdigtet skikkelse, mens Columbus var en person af kød og blod.

Columbus' egentlige projekt var jo at finde søvejen til Indien ved at sejle vestpå. Til trods for fire ekspeditioner til det land, han døbte Vestindien, nåede han aldrig til klarhed over, at kontinentet var en helt ny verden, Amerika. Han var enormt stædig, gang på gang blev han narret af sin livlige fantasi. Han hørte kun det, han ville høre. Han ville være rig, anerkendt og berømt, skriver Lindqvist. "Det er helt tydeligt hans store sociale ambition, for ikke at sige passion".

Columbus beskrives som på én gang sindsforvirret og genial. På den ene side havde han regnet ud, at jorden ville gå under i 1665. På den anden side er Columbus den første, der skriftligt gør rede for afvigelsen mellem den magnetiske nordpol og den geografiske.

I virkeligheden ved vi ikke meget om Columbus. Columbus selv forvanskede sin herkomst, og der findes ingen portrætter af ham, som er malet i hans levetid. På sin vis er han i nogle sammenhænge lige så opdigtet som Don Quijote. Herman Lindqvist karakteriserer Christoffer Columbus som et mysterium.