Danmark står nu på den anden ende på grund af kanondebatten. Argumentationen for en kanon er tynd. Kanonudvalgets medlemmer er ubetinget fremragende på deres felt, men et andet lige så fremragende kanonudvalg kunne have valgt en anden sammensætning af forfattere, især hvis der i udvalget var en større repræsentation af danskfolk fra folkeskolens arbejdsmark. Forestiller man sig, at kanonbølgen skal bevare en dansk identitet, redde kulturarven og frelse de unge fra åndelig fattigdom? Hvorfor har man ikke i stedet indarbejdet væsentlige forfatterskaber i de eksisterende læseplaner? Så ville det også være muligt at have væsentlige forfattere, som ikke er afgået ved døden, med.

Nu er det taktiske politiske overvejelser, der afgør, hvad danskundervisning skal bestå af. Det er ikke grundige, fagdidaktiske refleksioner. Der er en total mangel på sammenhæng med den lige så hysteriske testbølge, der uden et ordentligt pædagogisk fundament farer hen over landet.

Faren ved indførelsen af den nye kanon er, at danskundervisningen nu skævvrides, så meget væsentlige og forsømte områder inden for dansk kommer til at vansmægte. Jeg tænker på systematisk arbejde med mundtlighed, arbejde med sagprosa og de nye elektroniske medier, som unge skal lære at forholde sig kritisk og bevidst til. Og desuden er børne- og ungdomslitteraturen deklasseret til at være andenrangslitteratur - netop den litteratur, der er bedst egnet til at gøre eleverne til glade og flittige læsere.

Der er også penge i kanontænkning for forlag og kursusudbydere. Forlagene prøver at overgå hinanden med kanonudgivelser. Gyldendals udgivelse for hele skoleforløbet virker overdimensioneret. Alinea har udgivet to bind med kanonforfattere beregnet til 7.-10. klasse, som jeg stærkt vil anbefale til brug i folkeskolens ældste klasser. Her har kanonforfatterne fået, hvad de tilkommer, bortset fra to børnebogsforfattere, som er fravalgt.

Det er smukke bøger med en læservenlig opsætning, og illustrationerne er for en stor dels vedkommende kunst fra de forskellige litterære perioder. De er kronologisk opbyggede, og samtidig med at kanonforfatterne får deres, udgør bogen en glimrende litteraturhistorie. Hver periode gennemgås først i et letforståeligt sprog og kun i få tilfælde med kritisable forenklinger.

Teksterne er velvalgte, men også i mange tilfælde velkendte. Opgaverne er ikke overvældende originale, men da lærerne i dag er gode til at tænke selv, kan de ved hjælp af dette materiale skrue gode, solide og spændende periodeforløb sammen.

Kort sagt: Køb dem. Så behøver danskudvalget ikke længere at spekulere på, om man har kanontekster nok. Man kan så koncentrere sig om at undervise i dansk – herunder også i de spændende ældre tekster, som jeg selv holder meget af, og som det også en gang imellem lykkes at få eleverne til at begejstre sig for.