Tvind-revisor får bod

Tvinds mangeårige revisor har brudt god revisorskik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tvinds revisor gennem mange år, Erik Rømer Jensen, er blevet tildelt en historisk hård straf for at have handlet i strid med god revisorskik.

Kendelsen faldt i al ubemærkethed for to uger siden i Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer efter at være rejst af Undervisningsministeriet som et led i opgøret med Tvind-koncernen.

I Disciplinærnævnets kendelse fastslås det, at Erik Rømer Jensen 'i flere tlfælde' 'har tilsidesat sine pligter' ved ikke at have udført sit arbejde med den 'fornødne omhu og nøjagtighed'. Herunder ved ikke at have fulgt de retningslinier, som 'udtrykkeligt' fremgår af bekendtgørelserne. Ud over den 77 sider lange kendelse pålægges Erik Rømer Jensen en usædvanlig høj bøde på 100.000 kroner.

'Det er den hidtil hårdeste kendelse om brud på god revisionsskik, som jeg erindrer', siger formand for Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Bent Hansen, til Berlingske Søndag.

Den fynske revisor får særlig kritik for at have undladt at gøre opmærksom på en stribe usædvalige forhold ved revision. Eksempelvis tjente Tvinds centrale pengekasse, Fælleseje, 350.000 kroner ved at udleje en bil til en statsstøttet Tvind-skole. Fælleseje havde i sin tid købt bilen for 195.000 kroner, og kunne på udlejningstidspunktet sælge den til 85.000 kroner. Det er den slags, der fik daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen til at tale om, at Tvind 'malkede' statskassen.

Møllen maler, om end langsomt - allerede i marts 1995 havde Folkeskolen en samtale med Foreningen af Statsautoriserede Revisorer om Erik Rømer Jensens tvivlsomme revision af Tvind. Vi havde medbragt 1993-revisionsprotokollen for Den Rejsende Højskole.

Når man forlader sig på intern revision, skal man foretage stikprøvekontrol, og så er det vel god revisorskik, at man beretter om denne kontrol i revisionsprotokollen? spurgte vi blandt andre Søren Jensen, der var foreningens formand for Udvalg for Revision af Offentlig Virksomhed.

'Det er korrekt. Det er svært at få øje på i denne protokol. Den lever ikke umiddelbart op til, hvad der er god revisorskik'.

Søren Jensen, der stadig er udvalgsformand, har endnu ikke haft lejlighed til at læse kendelsen.