To undersøgelser har for nylig sat fokus på folkeskolens resultater og ressourceforbrug.

Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) viste i en undersøgelse til brug i Finansredegørelsen, at der ikke er nogen målbar sammenhæng mellem, hvor mange ressourcer en kommune bruger på skolevæsenet, og hvordan eleverne klarer sig ved overgangen til ungdomsuddannelserne. Det er ikke sådan, som man måske kunne have håbet, at de kommuner, der bruger flest penge på skolen, har flest elever, som fortsætter i en ungdomsuddannelse. Set fra Finansministeriets synspunkt ser det cirka således ud: De uddannelsespolitiske mål om at nedbringe restgruppen og bryde den sociale arv i uddannelsesvalget kræver ikke flere penge, i hvert fald ikke til folkeskolen.

Resultaterne af AKF's undersøgelse er ikke overraskende. Også fra andre undersøgelser ved man, at der ikke er nogen særlig statistisk iøjnefaldende sammenhæng mellem ressourceforbrug og resultater inden for uddannelsesområdet. Ganske vist er der en svag tendens til, at for eksempel lavere klassekvotienter giver større læringsmæssigt udbytte hos eleverne, men generelt er der ikke nogen særlig kraftig sammenhæng mellem kvalitet og ressourceforbrug. Forklaringen er enkel: Der er uhyre mange faktorer - ikke mindst eleverne selv og deres hjemmemiljø - der indvirker på resultaterne. Flere ressourcer til undervisningen er som regel marginale ændringer af én faktor blandt mange andre. Det giver naturligvis kun marginale udslag på resultaterne.

Det er nærliggende for politikere og offentlighed at konkludere, at vi lige så godt kan holde igen med ressourcerne. Det kan ikke dokumenteres, at det går ud over kvaliteten.

Danlæs-undersøgelsen fra Danmarks Pædagogiske Institut støtter selve denne konklusion, men giver samtidig et mere nuanceret billede. Som det har været heftigt diskuteret i dagspressen, viser den, at der er stor forskel på elevernes læseniveau efter 1. klasse i forskellige kommuner. Også denne undersøgelse tyder på, at penge alene ikke er afgørende. Tværtimod har de kommuner, der har det højeste læseniveau, færre udgifter per elev end dem, der har det laveste læseniveau.

En af forklaringerne på de store forskelle i læseniveau ser ud til at være kommunernes satsning. I de kommuner, hvor eleverne klarer sig bedst, arbejder man 'eksplicit målrettet i en samlet kommunal helhedsplan om læsning og læseundervisning i 1. klasse', som det hedder i rapporten. Det ser altså ud til, at selve satsningen, beslutningen om, at nu skal der gøres noget, har en betydelig effekt. Og det er egentlig ganske opløftende. Det ser ud til, at hvis man virkelig beslutter sig for at ændre noget og lægger en plan for, hvordan det skal gøres, så kan det faktisk også lade sig gøre.

Ressourcer er et potentiale. Penge alene gør det ikke. Det afgørende er snarere en målrettet satsning, og den kan naturligvis gøres mere effektiv, hvis man har flere ressourcer. Det bør også være budskabet til offentlighed og politikere: Der er ikke brug for flere penge i al bred almindelighed, men visse sider af skolens praksis trænger gevaldigt til et kvalitetsløft. Hvis man satser, beslutter sig og lægger en plan, kan det også realiseres. Mon så ikke også man kan overtale offentlighed og politikere til at lade de nødvendige penge følge med? Forudsætningen er, at der satses bevidst målrettet på afgrænsede områder og lægges en plan.

Per Fibæk Laursen er lektor i didaktik ved Københavns Universitet