Udvikling, der gør en forskel

Udvikling af hele skolens virksomhed kræver rum til spørgsmål

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For nylig havde jeg en snak med et af familiens medlemmer, men det var som repræsentant for fædre i den danske folkeskole, at den blev interessant. I vores snak kom vi ind på arbejdet i skolen fra hver sin synsvinkel. Han tænkte, at skolen ikke var god nok og ikke havde været det i mange år, siden de mange ændringer var kommet.

Nu gjorde man (endelig?) noget ved det. Der har i pressen været henvisninger til test med manglende gode resultater, der skal mere kvalitet for pengene, og i øvrigt skal der mere styr på forbruget af penge til skolen. Jeg problematiserede, at der er flere måder at læse og bruge test på, at kvalitet ikke er en entydig oplevet størrelse for forældre, og at kvalitet i øvrigt (forhåbentlig alle steder) altid har været i fokus, at nogle udgifter i skolen ikke lader sig styre af et vedtaget budget, men at engagement kan kvæles hos såvel lærere som ledere i skolen og et mismod brede sig over, at de erfaringer, der er gjort i udviklingsarbejde og forskning, har fået alt for lille indflydelse i diskussionen og beslutningerne omkring den nye folkeskolelov, fælles mål og de kommunale rammer. Han trak på skuldrene og mente, at det var befriende at »prøve at gøre tingene på en anden måde« »forandring fryder« med henvisning til Folketinget. Det er klart, at vi ikke stoppede snakken her. Jeg vil her forlade familien og i stedet give anledning til kollegiale refleksioner.

Flere læsere kan formodentlig nikke genkendende til disse udtalelser og syn på skolen.

Vi er i en tid, hvor selvstyrende team ser ud til at være svaret på løsningen af opgaver i undervisningen, hvor kontraktstyring ser ud til at være svaret på dels styring af det kommunale budget, dels kommunens sikring af kvalitet, og hvor Ny Løn vil kunne anspore engagementet. Ansvaret skubbes i en hierarkisk tænkning ovenfra og ned, så nogle andre, tættere på sagerne, kommer til at sidde med opgaverne, men hvor hierarkiet og magtfordelingen fastholdes, så kontrollen fortsat kan udføres. Er der noget galt i det?

Ja, vil jeg svare. Der er noget galt i at tro, at økonomi og fine kommunale formuleringer realiserer folkeskolelovens formål. Der er noget galt i, at kommunale skoleudviklingsprojekter bliver prestigeprojekter for markedsføring af kommunen, hvor de succesrige resultater efter udviklingsperioden foreligger som dokumentation, fremstillet som realiseringen af de skriftligt formulerede målbare forventninger.

Det er en forenkling af det at holde skole, som samtidig kvæler engagementet for de ansatte. De, der har deres daglige gang i skolen, ved, at udvikling af hele skolens virksomhed kræver rum til spørgsmål, nysgerrighed, mod til at gøre nyt, mulighed for individuelle løsninger inden for fællesskabets rammer og respekt for de resultater, der gøres undervejs. En udviklingsproces rummer mulighed for at blive klogere på mange ting og kræver stor ydmyghed fra alle parter. Der er ingen facitliste givet på forhånd. De resultater, der kommer til at gøre en forskel i en kommende årrække i skolen, er samlingen af erfaringer og pædagogisk tænkning, herunder teori i processen, der er gjort og samlet i åbenhed og tillid i et rum, hvor der var højt til loftet og respektfulde relationer mellem alle parter.

I en sådan professionel skole efterspørges professionelle vurderinger. Den professionelle lærer skaber læreprocesser, hvor engagementet, glæden, nysgerrigheden, rummet til den enkelte og fællesskabet er i fokus. Dette fokus kendetegner hele organisationen på alle planer og afspejler dermed en troværdig forståelse af læring. De politiske mål er udstukket gennem brede formuleringer, der nødvendiggør professionens engagement og glæde til stor gavn for de elever og forældre, som er i skolen. Det kræver dels politikere og kommuner, der indretter sig således, dels at skolens ansatte bryster sig og dokumenterer deres professionalitet i forståelse for både top-down- og bottum-up-udvikling.

Marianne Kondrup er lærer

Powered by Labrador CMS