Debat

Lønmodtagernes ret

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Kun urafstemning for de aktive' blev der slået fast i Folkeskolen nummer 24, side 24.

Det forekommer på en måde at være selvfølgeligt, når overenskomstresultatet er fremkommet efter forhandlinger med Kommunernes Landsforening, som er forhandlingspart for de aktive.

Men så rejser spørgsmålet sig: 'Hvorfor er der ikke to overenskomstforslag?' et for hver gruppe. Det er jo andre forhandlingsparter, der varetager forhandlingerne, når det gælder tjenestemandspensionisterne. Hvorledes er forhandlingerne om de kongresvedtagne krav forløbet? Hvorfor bliver det ikke oplyst? Så havde pensionisterne haft et resultat at tage stilling til.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Ifølge almene arbejdsmarkedsregler er det lønmodtagerens ret at få lejlighed til at tage stilling til, hvad de kompetente forsamlingers forhandlere er nået frem til.

Når der som i det foreliggende tilfælde ikke har været offentliggjort noget som helst vedrørende forhandlingsforløbet vedrørende pensionistgruppen, har man frataget pensionisterne mulighed for at protestere mod (det manglende) resultat. Det er ikke nok at fratage pensionisterne en del af deres stemmeret og derved gøre dem til 'anderledes' medlemmer. Det er systemet, der ikke blev gennemtænkt i 1993, som det også blev erkendt i ovennævnte samtale.

Ved kun at forelægge et forslag for medlemmerne har bestyrelsen åbenbart valgt at fortsætte med en helhedsløsning, og så må det også være helheden, der har lov at tage stilling, og den utilfredse part må have ret til at udtrykke sin utilfredshed.

Det kan opfattes som en slags 'hovsa-løsning' nu at foreslå en paragrafændring.

Hele systemet med to grupperinger, forskellige forhandlingsparter og forskellige forhandlingsforløb og -resultater må gennemarbejdes grundigt. Så vil det sikkert vise sig, at der er flere paragraffer, der skal revideres.

På vegne af

pensionister i Kreds 12

Edel Hertz

Hellerup