Debat

En nuanceret diskussion

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ærgerligt, at Folkeskolens (nummer 38) dækning af Pisa-høringen næsten kommer til at begå den samme fejl, som den kritiserer offentligheden for: at tegne et ensidigt billede af virkeligheden. »Pisa er en så primitiv, usikker og uklar test, at det er halsløs gerning at føre politik direkte på den«, lyder sammenfatningen af eksperternes oplæg på uddannelsesudvalgets Pisa-høring. Hvorefter der vælges få eksperter og udsagn, der understøtter bladets egen konklusion.

Ærgerligt - for diskussionen var meget nuanceret på høringen. Alle forskere undtagen Erik Jørgen Hansen var enige i, at Pisa teknisk og metodisk er helt i orden.

Diskussionen om at løfte resursesvage børn fyldte meget på høringen - og med rette. For hvad er det, vi skal bruge internationale og danske undersøgelser til? Vi skal bruge dem til at vide, hvor vi gør det godt, og fokusere på de steder, hvor vi kan gøre det bedre. For det går godt i folkeskolen for det store flertal af børn. Og det dokumenterer Pisa også - selv om jeg er enig i, at det sjældent er de ting, som fremhæves i den offentlige debat. Vi har engagerede lærere og glade, kreative og samarbejdende elever. Børnene klarer sig godt i matematik. Men desværre ikke så godt i dansk og skidt i naturfag. Og så er der den gruppe, som ikke lærer tilstrækkeligt til at klare en ungdomsuddannelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Selvom Erik Jørgen Hansen kritiserede Pisas metoder, så viser hans egne undersøgelser den samme tendens. I 1980 var der seks-syv procent af en ungdomsårgang, der hverken var under uddannelse eller i arbejdsstyrken. I 2002 udgjorde de 10-12 procent. Erik Jørgen Hansen er i øvrigt fortaler for flere prøver og test, selvom han er imod Pisa.

Dilemmaet er, at vi ikke ved særlig meget om, hvilke metoder der virker eller ej. På høringen var der bred enighed om styrket pædagogisk forskning. Som politiker fik jeg meget med hjem - også stof til selvkritik.

Powered by Labrador CMS